Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2024/05/02 til 2024/05/14.

FUGLEBJERG: 91-årig forsøgt fuppet
Mads fra banken (!) ringede fredag til en 91-årig kvinde i Fuglebjerg. Han fortalte, at der havde været gang i en overførsel fra kvindens konto til en konto i udlandet, og at banken nu skulle bruge kvindens betalingskort for at standse transaktionen. En anden medarbejder kom kort efter forbi kvindens adresse, og her fik han udleveret den 91-åriges kort. Det blev dog spærret, inden der nåede at ske et misbrug. Politiet efterforsker sagen som bedrageri.

FUGLEBJERG: Sigtet efter brug af ukrudtsbrænder
En 27-årig mand fra Fuglebjerg blev mandag eftermiddag sigtet for overtrædelse af beredskabsloven. Klokken 16.53 blev politi og brandvæsen kaldt til en adresse i Fuglebjerg, hvor der var udbrudt brand i et redskabsskur. Skuret nedbrændte totalt, og da ilden efter al sandsynlighed var opstået efter brug af en ukrudtsbrænder, blev den 27-årige sigtet.

NÆSTVED: 31-årig med kokain
En 31-årig mand fra Næstved blev fredag klokken 20.05 anholdt. Anholdelsen skete ved Banegårdspladsen, efter at politiet havde fået en anmeldelse om, at der muligvis foregik noget lyssky handel med ulovlige stoffer på stedet. Politiet fandt frem til den 31-årige, som havde 6,9 gram kokain på sig, flere små plastikposer, tre telefoner og nogle kontanter. Kokainen blev konfiskeret, og den 31-årige blev afhørt på politistationen, inden han blev løsladt igen klokken 22.22.

NÆSTVED: 37-årig sigtet for blufærdighedskrænkelse
Tirsdag formiddag fik politiet en anmeldelse fra en kvinde, der ikke kunne undgå at se en mand, som blottede sig på Banegårdspladsen i Næstved. På baggrund af forklaringen fra kvinden fandt politiet frem til en 37-årig udenlandsk mand, som stadig var på stedet. Han blev anholdt klokken 9.41 og sigtet for blufærdighedskrænkelse og taget med til politistationen til afhøring. Her blev han også sigtet for et andet tilfælde af blufærdighedskrænkelse, der skete mandag aften på et stisystem ved Teglhaven i Faxe Ladeplads. Her havde han vist sin bare bagdel til et par unge piger. Lidt senere mandag aften var den 37-årige i et supermarked i Faxe Ladeplads, hvor han havde nappet en flaske spiritus og en pose chips, og den anholdte blev herefter også sigtet for butikstyveri. Den 37-årige blev løsladt igen klokken 13.50.

NÆSTVED: Anholdt i sag om knivstikkeri
Den 4. april blev en mand overfaldet i Sct. Jørgens Park, hvor han blev stukket flere gange med en kniv. Politiet anholdt den følgende dag en 25-årig kvinde og en 27-årig mand, som nu er sigtet for forsøg på manddrab og varetægtsfængslet. Torsdag eftermiddag anholdt politiet endnu en person i sagen. Det er en 26-årig mand fra lokalområdet, som også er sigtet for forsøg på manddrab. Det overvejes i øjeblikket, om den anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør.

NÆSTVED: Fandt sabel og machete
Omkring klokken 03.00 natten til søndag blev der spillet ret høj musik fra en lejlighed på Kildemarksvej. Politiet kørte til adressen og bankede på døren. Da patruljen kom ind i lejligheden blev en 20-årig mand, der befandt sig på stedet, bedt om at skrue ned. Samtidig opdagede betjentene, at der var en sabel, en machete og en springkniv i lejligheden, og derfor blev den 20-årige sigtet efter knivloven.

NÆSTVED: Fire sigtet efter indbrud
Under almindelig patruljekørsel i løbet af natten så en politipatrulje en bil, som omkring klokken 1 bakkede ind ved et hus lidt uden for Næstved. Der var to personer i bilen, en 46-årig kvinde og en 27-årig kvinde, og der stod en lænestol bag bilen. Politibetjentene så to andre personer, som stak af, men de vendte hurtigt retur. Det var en 16-årig og en 17-årig dreng, og de forklarede, at det var en handel med stolen, der var gang i. Imidlertid var der knust en stribe ruder i huset, og en kontakt til ejeren afslørede, at der ikke havde været nogen stol til salg. Derfor blev de fire personer anholdt klokken 0.55, og de blev alle sigtet for indbrud. De blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de nu skal afhøres nærmere.

NÆSTVED: Råbte efter politiet
En politipatrulje kørte natten til lørdag i Næstved, og synet af politibilen fik kort før klokken 4 en mand til at råbe pansersvin efter polititjenestemændene. Det var en 19-årig mand fra lokalområdet, og han ville ikke rette sig efter politiets anvisninger. Derfor blev han sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

NÆSTVED: Sigtet for at sælge ulovlige stoffer
Politiet standsede onsdag en 38-årig mand, der kom kørende på Sneppevej på knallert. Han virkede noget nervøs ved mødet med politiet, og da han blev visiteret, blev det afsløret, at han havde to vægte, 34 små poser og 76,7 gram hash på sig. Den 38-årige blev anholdt klokken 18.35 og sigtet for salg af ulovlige stoffer, og han blev afhørt på politistationen, inden han blev løsladt igen klokken 23.28.

NÆSTVED: Sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen
Politiet blev mandag klokken 20.07 kaldt til Banegårdspladsen i Næstved, hvor der var noget uro. Det var en 36-årig kvinde fra København, der havde haft en ophedet ordveksling med flere andre personer. Den 36-årige blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.

NÆSTVED: Smed dåseøl efter ekspedient – sigtet for røveri
Politiet fik torsdag klokken 12.54 en anmeldelse om, at to medarbejdere fra en forretning på Ny Præstøvej fulgte efter en mand, som havde stjålet en øl og to pakker kød. Han havde skubbet til den ene og kastet en dåseøl efter medarbejderne – dog uden at ramme. På baggrund af billeder fra videovervågningen og vidneudsagn fandt politiet kun 20 minutter senere frem til en 22-årig mand, der blev anholdt klokken 13.14 på en adresse i nærheden. Han blev sigtet for røveri og afhørt på politistationen, inden han blev løsladt igen klokken 18.05.

NÆSTVED: Udgav sig for en anden
Onsdag aften klokken 22.00 blev politiet kaldt ud til Næstved Storcenter, hvor en medarbejder havde fanget en butikstyv. Da patruljen skulle finde ud af, hvem manden var, opgav han i første omgang generalier og personnummer på en anden person. Så udover at blive sigtet for butikstyveri, blev han også sigtet for falsk anklage. Det drejer sig om en 49-årig mand fra Roskildeområdet.

NÆSTVED: Vred mand sigtet for spiritus- og narkokørsel
Torsdag klokken 19.12 standsede politiet en 35-årig mand fra Præstø, der kom kørende på Præstøvej i Næstved. En alkometertest viste, at han havde en promille, der var højere end det tilladte, og han virkede også påvirket af stoffer. Derfor blev han anholdt og sigtet for spiritus- og for narkokørsel. Han afviste i første omgang af oplyse navn og fødselsdag til politiet, og derfor blev han også sigtet for overtrædelse af retsplejeloven, og den anholdte rullede sig verbalt ud og brugte en stribe fornærmende gloser over for politiet. Han blev derfor også sigtet for fornærmelig tiltale.

Næstved: Fandt hash efter et tip
Politiet rykkede torsdag eftermiddag ud til en adresse lidt uden for Næstved, hvor det forlød, at der skulle være ulovlige stoffer. Politibetjentene fandt 163,7 gram hash, tre joints og 0,7 gram amfetamin, og beboeren – en 28-årig mand – blev anholdt klokken 13.35 og sigtet for salg af ulovlige stoffer. Han blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 15.30.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Kyse Bygade, Kyse Fredag klokken 1.00 Ikke gjort op om der er stjålet noget  
Sandved Skovridergårdsvej, Nyrup Torsdag klokken 8.30-21.45 iPad, medicin og personlige papirer  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar  
Næstved Ramsherred Søndag kl. 5.15 47-årig mand Spirituskørsel
Herlufmagle Suså Landevej Onsdag klokken 20.02 45-årig kvinde fra Sorø Spirituskørsel
Næstved Præstøvej Torsdag klokken 19.12 35-årig mand fra Præstø Spiritus- og narkokørsel
Næstved Sneserevej, Blangslev Onsdag klokken 10.45-11.45 En blev sigtet for at bruge håndholdt mobil under kørslen, og der blev standset en ulovlig knallert  
Næstved Vordingborg Landevej Onsdag klokken 12.10-13.10 To bilister blev målt til at køre 98 km/t, hvor man højst må køre 70 km/t. Det giver et klip i kørekort til dem begge  

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Tappernøje Strandvejen Fredag kl. 10.41 – 16.41 938 79 50 80 12 klip
Tappernøje Strandvejen Lørdag kl. 10.36 – 16.46 1093 42 50 80 4 klip
Tappernøje Strandvejen Søndag kl. 10.51 – 16.51 772 15 60 79
Næstved Vordingborgvej, Stenstrup Tirsdag klokken 13.26-19.56 1558 9 70 km/t 95 km/t Et klip
Fuglebjerg Rejnstrupvej Torsdag klokken 11.20-13.43 92 17 60 km/t 92 km/t To klip
Næstved Bistrupgade, Bistrup Torsdag klokken1 6.30-18.30 29 4 50 km/t 76 km/t Et klip
Næstved Østre Ringvej Torsdag klokken 19.25-22.55 652 17 60 km/t 80 km/t
Næstved Vordingborgvej, Stenstrup Onsdag klokken 16.32-23.02 802 33 70 km/t 124 km/t En betinget frakendelse