Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2023/10/30 til 2023/11/07.

FENSMARK: Stjal varer for over 2.200 kroner
Torsdag klokken 17.58 blev politiet kaldt til en dagligvarebutik i Fensmark, hvor medarbejderne tilbageholdt en mand, som havde stoppet sin jakke ud med varer. Det var en 33-årig mand fra Skælskør, og en medarbejder i forretningen havde set ham skjule to oksemørbrader under jakken, men da han passerede kassen, betalte han kun for en vand og en cola. Ved nærmere eftersyn var der også to flæskestege, to tyndstege og to pakker fars til en samlet værdi af 2.224 kroner i tøjlagene. Den 33-årige blev anholdt klokken 18.10 og sigtet for butikstyveri. På politistationen fandt betjentene 0,2 gram amfetamin på den anholdte, og han blev derfor også sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. Han blev afhørt på politistationen, inden han blev løsladt igen klokken 20.50.

FUGLEBJERG: 26-årig sigtet efter fyrværkeriloven
Efter et tip om, at der formentlig var ulovligt fyrværkeri på en adresse i Fuglebjerg, svingede en politipatrulje i går klokken 18.16 forbi stedet. Ganske rigtigt blev der fundet både bl.a. en del kanonslag og flere luftbomber – alt sammen ulovligt fyrværkeri. Politiet sørgede for, at det ulovlige fyrværkeri blev forsvarligt destrueret, og den 26-årig mandlige beboer blev sigtet efter fyrværkeriloven.

Husk, at du kun må fyre fyrværkeri af i perioden 27. december til og med 1. januar. Resten af året er det ulovligt at bruge fyrværkeri for privatpersoner. Det er kun fyrværkeri, der er CE-mærket, som kan sælges lovligt i Danmark. Hvis dit fyrværkeri ikke er CE-mærket, er det ulovligt og kan være farligt. Det er også ulovligt at sælge professionelt fyrværkeri til privatpersoner. Når du køber ulovligt fyrværkeri, kan du nemlig ikke vide, hvad du har med at gøre, eller hvordan du håndterer det sikkert. Opdager du ulovligt fyrværkeri – for eksempel professionelt fyrværkeri, der sælges til private – skal du kontakte politiet på telefon 114.

NÆSTVED: 34-årig havde metadon
Efter et tip kørte politiet torsdag formiddag til Engvej i Næstved, hvor det forlød, der skulle være en mistænkelig mand, som havde stoffer. Betjentene traf en 34-årig mand fra Skærbæk på stedet, og han virkede noget nervøs ved synet af politiet. En visitation afslørede, at han havde 95 metadontabletter på sig – men han ikke havde recept på pillerne. Pillerne blev derfor konfiskeret, og den 34-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: En stille aften på banegården
Lokalpolitiet var torsdag aften klokken 21.20 en tur forbi banegården i Næstved, hvor en gruppe af unge ind imellem har skabt noget utryghed. Torsdag var der fire fyre i alderen fra 15-19 år til stede, og betjente fik en opbyggelig og fornuftig snak med drengene.

NÆSTVED: Godt humør og god stemning
Politiets forebyggende patrulje var i går aftes rundt flere steder i kommunen. De slog fx klokken 18.44 et slag forbi Banegårdspladsen i Næstved, hvor der herskede god ro og orden. Der var en del mennesker, som betjentene kendte – de var alle i godt humør og opførte sig pænt. Turen gik videre til biblioteket på Kvægtorvet, hvor en strikkeklub hyggede sig. Og i p-huset på Grønvej var alt også roligt og fredeligt. Patruljen var desuden et smut i Glumsø, hvor de lagde vejen forbi klubben på Åsøvej. Her var der nogle voksne og en hel del børn, og stemningen var god. Da patruljen stak hovedet ind for at sige hej, blev de mødt af mange interesserede spørgsmål fra børnene.

NÆSTVED: Knuste butiksrude med sin hånd
Natten til lørdag klokken 4.44 slog en mand af uvisse årsager sin hånd mod en butiksrude i Ramsherred i Næstved, så ruden knuste. Vidner havde set ham gøre det, og de havde et godt signalement til politiet, da de kort efter var på stedet. Det betød, at en politipatrulje klokken 5.16 kunne anholde og sigte en 18-årig ung mand fra byen for hærværk.

NÆSTVED: To sigtet for salg af narko
Politiet fik i går klokken 19.41 en anmeldelse om at der sad en mand på en beværtning på Ramsherred i Næstved, som helt åbenlyst sad og tog ulovlige stoffer ved et af bordene. Minuttet efter anmeldelsen spadserede en politipatrulje ind af døren til beværtningen, og her traf betjentene en 43-årig mand fra København og en 31-årig kvinde fra Vordingborg, som begge blev anholdt og visiteret. De havde begge en del ketamin på sig, og de blev derfor sigtet for salg af narko.

NÆSTVED: Tre butikstyve anholdt
Søndag eftermiddag klokken 14.55 blev politiet kaldt ud til Næstved Storcenter, hvor en butiksdetektiv havde opdaget tre udenlandske mænd, der hver især havde stjålet varer fra et supermarked. De blev alle tre anholdt og sigtet for butikstyveri.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Toksværd Landevejen Mandag den 23. oktober klokken 12.00 – fredag den 3. november klokken 10.30 Brændeflækker  
Glumsø Møllebækvej Torsdag klokken 09.30-14.00 Endnu ikke opgjort hvad der er stjålet  
Næstved Johanne Korchs Vej Fredag den 27. oktober klokken 12.00-23.10 Endnu ikke opgjort om der er stjålet noget  
Næstved Abrikosvej Fredag den 27. oktober klokken 17.00-21.15 Intet stjålet  
Næstved Frejasvej Lørdag den 28. oktober klokken 15.30-01.20 Endnu ikke opgjort om der er stjålet noget  
Næstved Præstøvej Lørdag den 28. oktober klokken 10.30-23.30 Endnu ikke opgjort om der er stjålet noget  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar
Tappernøje Sydmotorvejen Fredag klokken 10.50-11.25 En billist blev sigtet for kørsel uden førerret, for ikke at holde til højre på motorvejen og for at køre med for hurtig fart. Desuden blev føreren også sigtet for overtrædelse af oplysningspligten

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Slagelsevej Mandag klokken 05.50-12.10 1165 99 50 km/t 83 km/t 10
Næstved Østre Ringvej Mandag klokken 11.05-13.05 1009 9 60 km/t 91 km/t 2
Næstved Præstø Landevej Torsdag klokken 18.58-00.58 740 60 50 km/t 80 km/t 6
Næstved Chr. Winthers Vej Fredag klokken 15.29-17.29 199 3 50 km/t 66 km/t
Næstved Havnegade Fredag klokken 18.06-22.06 863 23 50 km/t 79 km/t 3
Tappernøje Hovedvejen Søndag klokken 13.42-19.46 416 59 60 km/t 90 km/t 12
Toksværd Landevejen Lørdag klokken 17.00-23.00 1626 59 60 km/t 89 km/t 4