Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2026/04/20 til 2026/04/28.
NÆSTVED: 78-årig sigtet for butikstyveri
Politiet blev onsdag formiddag klokken 9.17 kaldt til et supermarked i Næstved, hvor medarbejderne tilbageholdt en kunde, der var mistænkt for butikstyveri. Det var en 78-årig kvinde fra lokalområdet, og hun havde lagt slik og påskeæg til en værdi af 69 kroner i et indkøbsnet og gik herefter gennem kassen. Hun betalte for et par andre varer, men ikke for slikket, så den 78-årige blev sigtet for butikstyveri.
NÆSTVED: Anholdt efter bedrageri
Politiet anholdt mandag eftermiddag en 18-årig mand fra Næstved. Det skete, efter at der var indløbet en anmeldelse om, at den 18-årige havde forsøgt at købe en vare i en forretning i butikscenteret i Sct. Jørgens Park. Hans betalingskort var blevet afvist flere gange, så han forlod forretningen med uforrettet sag. Det lykkedes kort efter for den 18-årige at besnakke en anden kvinde, der var i centeret, til at låne ham nogle hundrede kroner, og han forklarede hende, at han straks ville overføre pengene til hende via MobilePay, men hun modtog den ikke. Politiet fandt kort efter frem til den 18-årige, der stadig var i området, og han blev anholdt klokken 16.03 og sigtet for bedrageri. Han blev taget med til politistationen, hvor han blev afhørt – og hvor han overførte det beløb, han havde lånt, til kvinden. Den 18-årige blev løsladt igen klokken 19.58.
NÆSTVED: Bilen blev beslaglagt efter kørsel uden kørekort
Politiet standsede lørdag klokken 15.55 en 31-årig mand fra Mogenstrup, der kom kørende på Slagelsevej uden for Næstved. Han virkede påvirket af stoffer, og en narkometertest gav da også udslag for THC. Den 31-årige var frakendt kørekortet, og han blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel og kørsel i frakendelsestiden. Da han to gange tidligere var blevet sigtet for at køre uden kørekort, blev den bil, han kørte i, beslaglagt på stedet.
NÆSTVED: Fandt stjålne computere
Natten til onsdag blev der stjålet to tasker med bærbare computere i centrum af Næstved. Den ene computer blev imidlertid sporet til en lejlighed i Næstved, og det ringede ejeren og anmeldte til politiet. En politipatrulje rykkede ud til lejligheden, hvor der bor en 41-årig mand. I stuen lå de to stjålne tasker med indhold, og derfor blev den 41-årige sigtet for tyveri. Taskerne blev leveret retur til deres rette ejermand.
NÆSTVED: Indkaldt til syn efter støj
Færdselspolitiet standsede mandag klokken 22.20 en 22-årig mand fra Næstved på Vordingborgvej. Den bil han kørte i, larmede mere end normalt, og det viste sig, at der var lavet ændringer ved udstødningssystemet. Bilen blev indkaldt til kontrolsyn, og den 22-årige blev sigtet for overtrædelse af færdselsloven.
NÆSTVED: Sigtet for salg af stoffer
Fredag aften holdt en civil politibil på en p-plads på Parkvej i Næstved, og en af de tilstedeværende betjente besluttede sig for at tjekke en anden bil, der ankom til stedet. Føreren af bilen var en 22-årig mand fra Fredericia, og han havde tre poser med i alt 1,2 gram kokain, men forsøgte at stikke af, da han blev klar over, det var politiet. En anden politipatrulje blokerede imidlertid for den 22-åriges videre kørsel, så han blev anholdt klokken 19.47 og sigtet for salg af ulovlige stoffer. En passager stak kortvarigt af, men vendte tilbage til stedet igen efter få minutter. Det var en 17-årig fyr fra Køge, og han blev anholdt klokken 19.58 og også sigtet. En narkometertest af den 22-årige gav udslag for kokain, og en alkometertest viste, han havde en promille, der var højere end tilladt. Derfor blev han også sigtet for kørsel i påvirket tilstand, og da han ikke havde noget kørekort, blev han også sigtet for kørsel uden førerret. De to anholdte blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen sidst på aftenen.
NÆSTVED: Smadrede rude – sigtet for hærværk
En 42-årig mand fra Ølgod blev torsdag aften sigtet for hærværk. Klokken 21.30 fik politiet en anmeldelse om, at en mand havde smadret en rude til ventesalen på banegården i Næstved, og en politipatrulje fandt kort efter frem til den 42-årige, som blev sigtet i sagen.
NÆSTVED: Spillede høj morgenmusik
Politiet fik mandag morgen en anmeldelse om, at der blev spillet rigtig høj musik fra en lejlighed i Næstved, og det havde ikke været muligt at formå beboeren til at dæmpe sig. Politiet ankom til stedet, men betjentenes tilstedeværelse fik blot beboeren til at klappe vinduerne op på vid gab og spille videre. En tilkaldt låsesmed åbnede døren, hvorefter politiet kunne skrue ned og anholde en 27-årig mand klokken 10.01. Han blev sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og da han virkede noget ude af balance, blev han kørt til behandling på sygehuset.
NÆSTVED: To sigtet efter indbrudsforsøg
Politiet fik torsdag klokken 22.03 en anmeldelse om, at der luskede to uvedkommende personer omkring ved en virksomhed på Grimstrupvej i Næstved. En politipatrulje kørte til stedet, og kort efter så betjentene to mænd, der passede på signalementet. Det var en 40-årig og en 43-årig mand – begge fra lokalområdet -og de medbragte noget håndværktøj og hver en balaclava. De to mænd blev sigtet for indbrudsforsøg.
SANDVED: Bilen blev beslaglagt efter hastighedsoverskridelse
Færdselspolitiet målte lørdag klokken 19.59 en bilist til at køre mere end 160 km/t på Skælskørvej ved Sandved, hvor man højst må køre 80 km/t. Føreren af bilen var en 37-årig mand fra Skælskør, der blev sigtet for hastighedsoverskridelsen, og den bil, han kørte i, blev beslaglagt på stedet. Hans førerret blev inddraget på stedet.
| By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
|---|---|---|---|---|
| Glumsø | Åsøvej | Søndag klokken 23.00 – mandag klokken 5.30 | Kemikalier | |
| Næstved | Østre Kærvej | Torsdag kl. 20.00 – fredag kl. 10.00 | Værktøj | |
| Næstved | Østre Kærvej | Lørdag kl. 00.01 – 04.45 | Intet |
| By | Vej | Tidspunkt | Kommentar |
|---|---|---|---|
| Næstved | – | Mandag klokken 21.30-22.30 | En blev sigtet for at have ændret bilens udstødningssystem |
| Næstved | Flere steder | Lørdag kl. 18.00 – søndag kl. 01.00 | En blev målt til at køre så hurtigt, at det takseres til vanvidskørsel, mens fire står til et klip i kørekortet. En blev sigtet for at lave unødig støj med sit køretøj, en cyklist havde ikke lys på sin cykel, en bil manglede lys i en baglygte, en knallertkører havde foretaget ulovlige ændringer på sin knallert, og en bilist havde ikke overholdt syn. |
| Næstved | Flere steder | Lørdag kl. 12.00 – 18.00 | En blev sigtet for narkokørsel. |
| Næstved | Flere steder | Søndag kl. 09.45 – 11.00 | En blev sigtet for narkokørsel. |
| By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
|---|---|---|---|---|---|---|---|
| Karrebæksminde | Karrebækvej | Lørdag kl. 15.27 – 20.07 | 905 | 6 | 60 | 87 | 1 klip |
| Karrebæksminde | Enø Kystvej | Søndag kl. 14.04 – 20.14 | 283 | 16 | 40 | 62 | 2 klip |
| Næstved | Karrebækvej | Lørdag kl. 13.44 – 14.44 | 403 | 0 | 80 | – | – |
| Tappernøje | Strandvejen | Fredag kl. 15.47 – 17.47 | 148 | 2 | 60 | 75 | – |
| Tappernøje | Hovedvejen | Fredag kl. 18.20 – 21.30 | 177 | 8 | 50 | 73 | 1 klip |
| Tappernøje | Smidstrupvej | Lørdag kl. 20.07 – 22.37 | 50 | 2 | 50 | 62 | – |
| Fuglebjerg | Næstvedvej | Lørdag kl. 16.59 – 22.30 | 141 | 3 | 50 | 84 | En betinget frakendelse |
| Næstved | Brandelev Stationsvej | Fredag kl. 14.03 – 20.03 | 264 | 15 | 50 | 98 | To betingede frakendelser |

















