Rønnebæksholm åbner torsdag den 9. november, kl. 16-20.00, udstillingen Diasporic Frequencies: Sacred Ecopoetics.
 
Hen over efteråret og vinteren får publikum mulighed for at opleve Jeannette Ehlers performative arbejde i stor skala. Gennem installation, ikke tidligere viste fotografier i Danmark, arkivmateriale og et nyt produceret videoværk, der inddrager Laden på Rønnebæksholm, viser den anerkendte dansk-trinidadiske kunstner sit kunstneriske arbejde om magtens koloniale indflydelse over forskellige medier.

Diasporic Frequencies: Sacred Ecopoetics tager afsæt i co-kurator Awa Konatés residency ophold og forskning i dannelse, kolonihistorie og den afrikanske diaspora på Rønnebæksholm i 2022. Konatés kuratoriske praksis såvel som Ehlers kunstneriske virke tager udgangspunkt i, at kunsten kan være med til at ændre, hele, og agere som et fælles mødepunkt for forskellige samfundslag Som en del af udstillingen er kunstnerne Lydia Östberg Diakité og patricia kaersenhout inviteret ind i et fællesskab med Ehlers praksis. På samme vis som hos Ehlers, beskæftiger begge kunstnere sig performativt og poetisk med begrebet diaspora, kulturhistorien og postkolonialisme.
 
Program for udstillingsåbningen torsdag 9. november kl. 16-20.00
Udstillingsåbningen er gratis at deltage i og kræver ikke billet.
 
Kl. 17.00 i Herskabsstalden
Åbningstaler af
Lotte Juul Petersen, Leder af Kunsthal Rønnebæksholm
Charlotte Roest, Politiker og medlem af Kulturudvalget, Næstved Kommune
Moussa Mchangama, Medstifter af In futurum
Efterfølgende vil der være forfriskninger

Kl. 18.00 i udstillingen
Ceremoni hvor patricia kaersenhouts værk The Soul of Salt bliver velsignet af Ayi Solomon.
 
Kl. 16-20.00 i Laden
På udstillingsåbningen åbnes der ekstraordinært op i Laden, hvor publikum kan opleve en tilstand af forladthed i samtale med Jeannette Ehlers installation, som er bevaret efter optagelserne af hendes performance i oktober.
 
Læs mere om udstillingen her.

 

Jeannette Ehlers, We’re Magic, We’re Real #3 (From sunset to sunrise), 2020-21. Foto: Christian Brems