Torsdag den 7. marts slår REMA 1000 dørene op til en ny butik i de forhenværende ALDI-lokaler på adressen Ved Åsen 2 i Næstved. Som den lokale købmand står Jakob Rasmussen klar til at tage godt imod kunderne.

35-årige Jakob Rasmussen åbner den nye REMA 1000 i Næstved med solid erfaring indenfor købmandsfaget, efter at have arbejdet i detailbranchen i mere end 19 år. I løbet af den periode har han været 10 år i REMA 1000, hvoraf han har været selvstændig, lokal købmand i REMA 1000 på Parkvej i Næstved de seneste 5 år. Sideløbende med de første år af sin karriere indenfor detailbranchen uddannede den kommende købmand sig til tømrer, men tempoet og den travle hverdag i butikken greb Jakob Rasmussen og overbeviste ham om en anden karrierevej. Nu er han klar til at tage hul på sit andet kapitel karrieren som købmand:

“Nu kan man mere eller mindre skimte åbningsdatoen, som er lige rundt om hjørnet. Jeg ser virkelig frem til at byde kunderne velkommen i min nye butik. Den har været længe undervejs, men resultatet har i den grad været ventetiden værd – hvis jeg altså selv skal sige det. Mit team og jeg ser nu frem til at komme i gang med at drive vores lokale REMA 1000 i Næstved,” siger Jakob Rasmussen.

Efter at have været en del af discountkæden i mere end 10 år, er Jakob Rasmussen yderst erfaren i forhold til, hvad det kræver at drive en REMA 1000. De gode takter og erfaringer fra hans tidligere butik, vil han forsøge at tage med sig over i den nye butik:

“Jeg stoppede som købmand i REMA 1000 på Parkvej her i Næstved tilbage i februar 2023. Nu glæder jeg mig til at trække i REMA 1000 skjorten som købmand igen. Det er klart, at jeg gennem årene har gjort mig en række erfaringer, som jeg kommer til at tage med i den nye butik. Den gode service er et af mine fokusområder, og jeg vil gerne gøre butikken til at rart sted at være. Og så skal vi selvfølgelig have fokus på den høje kvalitet,” siger Jakob Rasmussen.

Jakob Rasmussen bor lokalt i Næstved sammen med sin kæreste Pernille og deres to fælles børn på 3 og 7 år.

REMA 1000 Ved Åsen 2 i Næstved åbner torsdag den 7. marts 2024 kl. 8.00. Butikken bliver discountkædens nummer 390 i Danmark. Åbningstiderne bliver 7.00 – 21.00 alle ugens dage.

Pressefoto