Næstved Teater præsenterer teaterkoncerten  “Se Venedig og dø” med Musical Danmark.
Opføres fredag 9. februar kl. 20.00 i Ny Ridehus Næstved.

Efter de seneste par års store succeser med hyldestkoncerterne In The Air Tonight og Candle In The Wind vender MusicalDanmark i foråret 2024 blikket hjem mod Danmark og den danske musikbranche. SE VENEDIG OG DØ er den musikalske historie om den danske musikbranche i slutningen af 1970’erne. Dengang hvor de største navne hed Gasolin, Shu-bi-dua, Sebastian og C.V. Jørgensen.

I slutningen af 70’erne er situationen i musikbranchen helt anderledes end i dag. Branchen er præget af hård konkurrence om at være det største og mest succesfulde band – om at være ”rockkongen” af Danmark. Op i gennem 70’erne har Gasolin siddet sikkert på tronen som Danmarks ubestridt største rockband. Men i 1978 er den epoke slut, da bandet beslutter at opløse sig selv. Kronprinsen er Shu-bi-dua. Et band som er elsket af danskerne, men hadet af medlemmerne af Gasolin. Shu-bi-dua står klar til, at overtage tronen, ligeså snart Gasolin er væk. Som et sidste – og måske desperat træk, så forærer Gasolin et sikkert hit, “Se Venedig og dø” til Lone Kellermann i håbet om, at hun kan videreføre deres succes, fremfor at Shu-bi-dua gør det…

I SE VENEDIG OG DØ kan man se frem til at høre en lang række af de største og mest elskede danske hits fra slutningen af 70’erne fra både Gasolin, Shu-bi-dua, Sebastian, C.V. Jørgensen, Rugsted & Kreutzfeldt m.fl. På scenen vil de medvirkende sangere og musikere, bl.a. Jonas Rasmussen, Morten Bytofte og Lene Nørrelykke m.fl. give den fuld gas (!) i alle de store sange, så SE VENEDIG OG DØ kan blive en forrygende aften, som både vil berøre og begejstre, og som uden tvivl vil ende i den store fællessang.

Forestillingen er udsolgt.

Foto: Michael Bentholm.