Opføres mandag 10. oktober kl. 20.00 i Teatersalen på Grønnegades Kaserne.

Asta Nielsen er en ”larger than life” – kvinde, der med visioner og kompromisløshed ender som en af verdens største filmskuespillerinder. Hendes fortælling er i sig selv hyldestværdig og er kendetegnet ved en opstigning fra fattige kår, til skuespillerinde på Det Kongelige Teater og videre til verdensberømmelsens glitrende tinder. Men den teknologiske udvikling og verdenshistoriens buldrende gang puster hende i nakken.

Asta Nielsens liv er dog meget mere end en tabloidhistorie om en international stjerne og tidens største sexsymbol. I sine film præsenterer ”Die Asta” verden for en ny kvindeskikkelse, der er sit køn og seksualitet bevidst. Hos Asta er kvinderne de udadreagerende, de seksuelt bevidste, de temperamentsfulde og ambitiøse, alt imens mændene tumler forfjamskede rundt for at finde deres rolle i verden. Det er samfundssatire og kønsdebat i et helt nyt formsprog og medie. Og folk elsker det!

Asta når at indspille omkring 75 film, og inviteres til the hos Hitler og Goebbels, der mener at hun kan motivere og kommunikere til folket som ingen anden. Men hun afslår deres tilbud, for Asta vil ikke dikteres noget fra nogen – og slet ikke fra mænd. Da hun vender tilbage til Danmark i 1937, har fødelandet vendt hende ryggen; rygterne om den tyskervenlige skuespillerinde er kommet hende i forkøbet, og modtagelsen bliver på ingen måde som Asta havde iscenesat det.

Ledige billetter på http://www.naestvedteater.dk eller tlf. 26251850.

fotograf Per Morten Abrahamsen