17 bybusser i Næstved bliver nu erstattet af elbusser. Indvielsen sker ved et festligt arrangement på Banegårdspladsen søndag 10. april 2022, hvor borgerne blandt andet kan få en tur i en elbus. Borgmester Carsten Rasmussen og Movia kommer også og fejrer de nye busser.
Stemningen bliver forhåbentlig helt elektrisk, når de første elbusser ruller ud på vejene i Næstved by søndag 10. april 2022. De 17 el-busser skal køre på linje 601, 602, 603, 604, 605, 607 og 611.
Borgerne inviteres med til fejring på Banegårdspladsen fra kl. 13:00, hvor der bydes på underholdning til både børn og voksne og en kort og gratis rundtur i byen i en af de nye elbusser. Borgmester Carsten Rasmussen og Movias adm. direktør Dorthe Nøhr Pedersen vil klippe snor og køre med på den første rundtur. Indsættelsen af elbusserne i Næstved betyder, at CO2-udledningen i kommunen mindskes med ca. 860 tons, NOx-udledningen mindskes med 3,9 tons og partikeludledningen mindskes med 21 kg årligt. Elbusserne er desuden støjsvage.
“Da vi skulle forny vores kontrakt på bybusserne i Næstved, var det et klart krav fra Byrådet, at vi skulle undersøge muligheden for at gå over til elbusser. Det viste sig at være en rigtig god idé at udskifte dieselbusserne med elbusser – både for klimaet og for økonomien”, siger Carsten Rasmussen (S), borgmester i Næstved og fortsætter:
“Vi har allerede skiftet en del af hjemmeplejens biler ud med elbiler. Og jeg glæder mig over, at vi fortsætter den grønne omstilling til også at omfatte vores bybusser”.
Ved at skifte bybusserne til elbusser sparer Næstved Kommune over 7 millioner kroner årligt i indkøb og drift i forhold til, hvis kommunen havde købt 17 nye dieselbusser. Når de næste kontrakter på andre buslinjer udløber, vil Næstved Kommune også undersøge muligheden for at omlægge til elbusser.
Movia er et skridt nærmere målet om fossilfri busser
Trafikselskabet Movia har sammen med kommuner og regioner et fælles mål om, at alle Movias busser skal køre fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen kører på el. Med øget grøn omstilling bidrager Næstved Kommune og Movia samtidig også til at indfri den nationale målsætning om 70 pct. CO2-reduktion inden 2030.
“Movia aftalte med kommunerne og regioner tilbage i 2020 et fælles mål i Movias mobilitetsplan om, at alle vores busser kører fossilfrit i 2030, og at mindst halvdelen af dem kører på el eller brint. De 17 nye elbusser i Næstved bidrager til den samlede reduktion af CO2, NOx og partikler og er samtidig støjsvage. Sammen med Næstved Kommune sætter vi endnu en milepæl for de klimamål og ambitioner, vi har for god service i den kollektive transport”, siger Movias administrerende direktør, Dorthe Nøhr Pedersen.
Ved udgangen af 2022 kører der 337 elbusser og en brintbus i Movias område. Det svarer til 25 pct. af Movias busser.
PROGRAM for fejring af Næstveds nye busser
Søndag 10. april 2022 på Banegårdspladsen i Næstved Pressen er velkommen og alle borgere inviteres til gratis deltagelse.
Kl. 13.00:
Velkomst ved Næstveds borgmester Carsten Rasmussen Næstved Kommune byder på gratis kaffe fra kaffevogn, juice og gule buskager Gadeteater med Dansk Rakkerpak og udstilling af to nye elbusser Muleposer og drikkedunke med Næssi (Næstveds grønne maskot) uddeles til de første 100 børn på Banegårdspladsen
Kl. 13.05:
Tale ved borgmester Carsten Rasmussen Tale ved Movias adm. direktør Dorthe Nøhr Pedersen
Kl. 13.30:
Snoreklip og de nye elbusser indvies officielt. Alle der har lyst kan få en gratis rundtur med en af de to elbusser fra Næstved Station og tilbage igen. Rundturene på dagen varer ca. 10-15 min og kører fra Næstved Station via Farimagsvej, Rådmandshaven, Havnegade, Indre Vordingborgvej, Farimagsvej og tilbage til Næstved Station. Rundturene er formelt set ekstrakørsel på en del af linje 640 i Næstved.
Kl. 15:00: Arrangementet slutter
FAKTA
De nye busser Busmodellen er en Yutong E12 med plads til 29 siddende og 36 stående kunder. Bussen har et 422 kWh batteri, LFP (Litiumjernfosfat), vægt 2.600 kg, fordelt på 12 batteripakker – 7 på taget og 5 i bussens bagende. Bussens rækkevidde er 350-400 km (ved nyt batteri og normale udetemperaturer). Opladning foregår på garageanlægget med 180 kW-ladere, som kan oplade én bus med 160 kW to busser med 90 kW hver. Ladetid ved 160 kW (fra afladt batteri): ca. 2,5 time.
Miljøegenskaber ved elbusteknologi
Elbusser er 3-4 gange mere energieffektive end almindelige busser: En ny dieselbus anvender 3-4 gange mere energi til fremdrift end en elbus. Elbusser støjer væsentligt mindre end dieselbusser – især når de sætter i gang. Elbusserne kører 100 pct. på elektricitet. Busserne er udstyret med et fyr til kabineopvarmning, som anvender et fossilfrit brændstof.
Busdriften i Næstved
Busserne som servicerer linje 601, 602, 603, 604, 605, 607 og 611 omstilles 10. april 2022 til elbusdrift. Det er Movia, der som Danmarks største mobilitetsselskab udbyder busdriften for Næstved Kommune. Operatøren Tide Bus har opgaven med at køre elbusserne.
Omstillingen til el reducerer kommunens udledning af CO2 med ca. 860 tons om året (udledning af CO2 er opgjort efter “tank-til-hjul”-princippet).
Med de 17 elbusser bliver 90 pct af Næstved Kommunes busdrift emissionsfri (opgjort på baggrund af køreplanstimer).
Copyright: Movia Foto: Ulrik Jantzen