Skal der fortsat være grønne fritidsoplevelser for børn og unge i Næstved?

Den lokale 4H-klub, Næstved 4H, har i mange år budt børn og unge ind til meningsfulde oplevelser med mad, natur, dyr og håndværk. Men nu risikerer klubben at lukke, hvis der ikke stiller frivillige op. Sammen med en foreningskonsulent fra Næstved Kommune inviterer 4H’s ansatte nu til Fremtidsmøde den 6. maj.

Næstved 4H har længe været et fristed for børn og unge, hvor de har nydt godt af roen til åben gård, den friske luft på kæphesteholdet og madduften på Madskolerne. Men da klubben lige nu har for få frivillige til at fortsætte aktiviteterne og bestyrelsen, ser fremtiden mørkere ud for Næstveds børn.

I sekretariatet for 4H Landsorganisationen tror man dog stadig på mulighederne i Næstved og omegn. Derfor inviterer de til et online Fremtidsmøde onsdag den 6. maj kl. 20:00. Her vil der være mulighed for at komme med ideer og indspark, mens man også kan høre mere om at blive frivillig. En foreningskonsulent fra Næstved Kommune deltager også ved mødet og kan hjælpe med konkrete svar om samarbejdsmulighederne i kommunen.

Intet pres på online mødet
Fremtidsmødet er frem for alt en dialog og handler om at afdække muligheder. Selvom der lige nu mangler frivillige og bestyrelsesmedlemmer i Næstved 4H, vil fokus være på dialogen og de gode ideer.

Vi opfordrer alle med interesse for Næstveds fritidsudbud til at deltage. Efter mødet vil det selvfølgeligt være muligt at tage en snak med konsulenterne om muligheden for at blive frivillig. Men vi er der for at snakke om muligheder, ikke forpligtelser,” fortæller Mette Markert, der er foreningskonsulent i børne- og ungdomsorganisationen 4H.

Tilmelding nødvendigt

Fremtidsmødet foregår online over Teams. Mødet er åbent for alle, men kræver tilmelding. Skriv en mail til metm@4h.dk for at tilmelde dig. Så vil du forud for mødet modtage link til at deltage.

Om 4H

4H er er børne- og ungdomsorganisation med fritidsaktiviteter inden for mad, natur, dyr og håndværk i et bæredygtigt perspektiv. Organisation har lokale 4H-klubber i hele landet, hvor frivillige planlægger og afholder oplevelser for børn og unge. Fra landsorganisations sekretariat understøtter foreningskonsulenterne de frivilliges arbejde med 1:1 hjælp og udvikling af koncepter og læringsmateriale.

 

Foto: ABW