Når Køng Museum sidste søndag i november inviterer til julegaveværksted, står den på sjovt håndarbejde for børn i alle aldre.

Tag din far, bedste veninde, bedstemor eller andre, du holder af at være sammen med, i hånden og kom til Bygaden 27 i Køng søndag 26. november.

I fem timer fra kl. 11 til kl. 16 er frivillige fra Køng Museums Støtteforening klar med nål, tråd, stof, glanspapir, filt, snore, flet og masser af gode ideer til julekort, julepynt, søde ting til vinduerne, ophæng, nemme nisser eller gaver.

Støtteforeningens ”julegave-værkstedsnisser” har fået overtalt Karen Häsum Skytt, Vinterbølle, til at komme og være med.

-Hun er utrolig dygtig med sine hænder. Hun laver mange flotte ting, f.eks. poser og æsker, lyder det fra én af de frivillige, Thyra Hansen.

Får man lyst til at nyde en kop kaffe eller sætte tænderne i en æbleskive, så kan det ønske også opfyldes.

I cafeen er frivillige klar med kaffe, the, saft og æbleskiver.

Museumsbutikken har gode julegaveideer. Flaget er hejst, så kom indenfor, fald ned og fald til ro, fordyb dig, lad dig inspirere af de mange ideer – glæd dig selv eller lav smukke julegaver til dem, du holder af.

Entreen til julegaveværkstedet på Køng Museum er 30 kr. inklusive materialer.