Fortælleteateret opfører ”Den dag Leopold blev forelsket” og ”Farver og følelser”. Forestillingen, som er for børn fra 3-6 år, bliver opført på Næstved Bibliotek lørdag den 20. april kl. 10.30-11.30.

Lad fortællingen begynde …

Sæt jer godt til rette, lad dørene gå op og nyd historien, der bliver vakt til live i form af en fortælle-teaterforestilling.

Teater og litteratur i kombination

På Næstved Bibliotek glæder vi os meget til at byde velkommen til ”Fortælleteater for børn”. Her kombineres teater og litteratur; det er højtlæsning for børn på en helt ny måde. Historierne ’fortælles højt’ af en historiefortæller med store billedark i et fysisk Fortælleteater. En levende og magisk måde at fortælle historier på.

Skuespiller Dan Schlosser læser op fra ”Den dag Leopold blev forelsket”. Grisen Leopold er kendt og elsket af mange børn.  Efter første oplæsning, vil der være en lille aktiv pause for børnene inden næste fortælling, ”Farver og følelser” læses højt.

Historieformidling med engagement

”Fortælleteateret for børn” er en sjov, udadvendt og professionel måde at formidle historier på, hvor børnene engageres af den mundtlige fortælling i kombination med farverige billeder.

Med denne forestilling for børn i alderen 3-6 år, sætter vi i den grad fokus på temaet kærlighed for nogle af vores yngste biblioteksbrugere.

Fortælleteateret er udviklet af Forlaget Bolden. Skuespiller Dan Schlosser står for oplæsning og fortælling.

Forestillingen kan opleves på Næstved Biblioteks Lille Scene lørdag den 20. april kl. 10.30 til ca. 11.30. Det er gratis at deltage, men der er et begrænset antal pladser – så husk at bestille din gratis billet på www.naesbib.dk

Fortælleteater kombinerer teater, litteratur og billeder. Foto: Forlaget Bolden