I uge 35 (29/8 – 3/9) fejrer et af landets ældste butikscentre 55- års fødselsdag med fødselsdagskonkurrence og sjove oplevelser for hele familien. Som noget helt nyt har Centerforeningen i år indledt samarbejde med nogle af de mest populære attraktioner i området, som har doneret fribilletter eller gavekort som præmier til fødselsdagskonkurrencen.

Lina Lembcke Maegaard, formand for Centerforeningen, fortæller, at man i lighed med tidligere år, fejrer butikscenterets fødselsdag med en række events. I år bliver der noget for hele familien. I hele uge 35 kan alle, der handler i butikscenteret være med i konkurrence om at vinde fribilletter til BonBon-Land, Gavnø Go Fly og Næstved Automobilmuseum, ligesom der vil være gavekort til Stacy´s og til butikkerne i butikscenteret. Jo mere man handler i butikkerne. Jo flere chancer har man for at vinde, fortæller Lina, idet man får et lod i med i puljen, hver gang man afleverer en bon med navn og telefonnummer i postkassen ved Parkens Optik fra køb i en af butikkerne i fødselsdagsugen.

Fredag, den 2. september står i politiets tegn

Kom og oplev de skønne hunde og deres dygtige trænere, når Næstved Politihundeforening giver opvisning på P-pladsen ved butikscenteret. Da programmet ikke er helt fastlagt, giver vi her nogle eksempler på, hvilke spændende oplevelser, tilskuerne evt. kan glæde sig til: Fri ved fod, spring, halsgivning, cykeløvelser og mange andre øvelser. Hele opvisningen bliver kommenteret af et af foreningens medlemmer, så hver øvelse bliver forklaret for tilskuerne. Opvisning fra kl. 16.30 – 17.00. Tidligere på dagen vil Peter Spandet fra Næstved Automobilmuseum sørge for at køre både en amerikansk veteran-politibil og en italiensk veteran-politimotorcykel i stilling på P-pladsen. Og man må gerne kigge meget på dem, men ikke pille, siger Peter Spandet, som passer meget på disse skønne klenodier, som ikke findes magen til i hele Danmark.

All American Cruiser’s, Harleyer og Line Dance

Lørdag den 3. september bliver en dag fyldt med sjov for hele familien. Lige fra kl. 10.00 – 14.00 kan man kigge nærmere på All American Cruiser’s skønne veteranbiler og ikke nok med det. For at give den ekstra gas, har man indgået aftale med Næstved Harley Davidson Club, som udstiller nogle af deres pragteksemplarer ved siden af amerikanerbilerne. Alle som er vilde med countrystemning kan glæde sig til at komme i dansehumør, når Suså Line Dance giver opvisning i centergangen fra kl. 11.00 – 11.30.

Gå planken ud, få en tur i rutsjebanen og/eller få en krammer af en maskot fra BonBon-Land
Lørdag den 3. september inviteres også på nogle helt andre oplevelser. Her kan alle dem, der aldrig har prøvet at gå ”planken ud”, taget en tur i rutsjebanen eller fået sig en helt anden oplevelse i den virtuelle verden glæde sig til at prøve det ganske gratis. For Alexander Elvang er klar til at montere VR-brillerne på alle, der har lyst til at blive sendt ud i en verden, der er kendt og eftertragtet af mange, men stadig ny for andre. Voksne er også velkommen til at få sig en prøvetur, siger Lina. Hun pointerer dog, at det kun gælder, hvis der er plads. For det er børnene i første række. Sidst, men ikke mindst. Så kommer en af BonBon-Lands elskede maskotter på besøg og giver krammere og lader sig fotografere i selskab med dem, der vil have et sjovt minde fra vores fødselsdagsfest, slutter Lina.
Meet & Greet med maskot fra BonBon-Land; kl. 10.30 – 11.00 og igen fra kl. 11.30 – 12.00.

Samlet program

Fødselsdagsfest uge 35
Fødselsdagskonkurrence: Vind fede præmier på bonnerne (fra køb i uge 35) fra butikkerne.
Præmier fra BonBon-Land, Gavnø Go Fly, Stacy´s, Næstved Automobilmuseum, Centerforeningen og butikker i butikscenteret. Se præmielisten på www. sjp.dk

2. september
Kl. 13.00 – ??
Udstilling af amerikansk veteran-politibil og italiensk veteranmotorcykel (Udlånt af Automobilmuseet, Næstved)

Kl. 16.30 – 17.00
Politihundeopvisning.

3. september
All American Cruicers
Kl. 10.00 – ca. 14.00
Harley Davidson MC´er
Kl. 10.00 – 12.00
VR-oplevelser: Prøv f.eks. en tur i ruchebanen – eller gå planken ud – hvis du tør
Kl. 10.30 – 11.00:
Maskot fra BonBon-Land (Meet & Greet)
Kl. 11.30 – 12.00
Maskot fra BonBon-Land (Meet & Greet)
Kl. 11.00 – 11.30
Suså Linedance: Bliv glad i låget, når musikken spiller, og danserne optræder

Alle tidspunkter er ca.-tidspunkter og der tages forbehold for ændringer

Pressefoto