Nu starter den nye sæsons oplæsning af noveller på Næstved Bibliotek. Det sker tre fredage i foråret, med start fredag den 7. februar kl. 14.00–14.45.
Vi har gennem flere år løbende inviteret til fredagsoplæsning af noveller for voksne. Og det fortætter vi med i foråret. Tag en pause og oplev, hvor dejligt det er at få læst højt og lytte sammen med andre.
Selvom noveller er korte fortællinger, kan de give både oplevelser, overraskelser og stof til eftertanke. Du kan vende dine indtryk med de øvrige deltagere og oplæseren eller bare nøjes med at lytte.
Hvad der bliver læst, afsløres først på dagen. Bare mød op eller sæt dig og lyt med, hvis du alligevel er på biblioteket. Vi byder på en kop kaffe.
Som udgangspunkt er det to kulturformidlere, der læser højt – men deltagerne kan også melde sig, hvis de har lyst til at læse højt gangen efter.
Vi læser noveller på Næstved Bibliotek fredag den 7. februar, fredag den 7. marts og fredag den 4. april, hver gang kl. kl. 14.00–14.45. Det er gratis at lytte med, og du behøver ikke tilmelde dig i forvejen.