Vi fortsætter succesen fra sidste år med læseklubber på forskellige biblioteker i Næstved kommune. I år er det muligt at tilmelde sig en læseklub på Næstved Bibliotek, Fuglebjerg Bibliotek og Korskilde Bibliotek.

Så er der læseklub igen. Vi starter onsdag den 23. oktober og fortsætter frem til den 23. april næste år. Klubberne er for børn fra 10–12 år (4.–6. klasse).

I læseklubberne mødes vi om de gode historier på biblioteket. Der er fokus på hygge og fællesskab. Det er anderledes og børnevenlige oplevelser med litteraturen.

Her er det læsning for fornøjelsen og oplevelsernes skyld. Gennem bøgerne gå vi på opdagelse i nye verdener. Det hele foregår på børnenes præmisser, og der vil være stor børneinddragelse med plads til indfald og ideer undervejs.

Der vil være højtlæsning, boganmeldelser, brætspil, quizzer, challenges og meget andet. Har man lyst til at læse selv, eller vil man bare sidde og lytte og tegne imens, er der plads til begge dele. Der er ingen lektier eller krav om, at man skal have læst en bestemt bog.  Alle kan være med, hvad enten man er en bogsluger eller har svært ved at læse. Det eneste krav er, at man kan lide spændende historier, er nysgerrig på bøger og fortællinger og gider at deltage i aktiviteterne.

Hvis man går i 7.–9. klasse og også godt kunne tænke sig en læseklub, så fortvivl ikke, men kontakt biblioteket via bibb@naestved.dk. Så har vi muligvis også et tilbud til den aldersgruppe.

Læseklubberne mødes hver anden onsdag fra kl. 15.30-16.30 med start onsdag den 23. oktober og sidste møde onsdag den 23. april. Det foregår på Næstved Bibliotek, Korskilde Bibliotek og Fuglebjerg Bibliotek. Du tilmelder dig en af klubberne ved at sende en mail til bibb@naestved.dk – husk at skrive hvilken af de tre klubber, du gerne vil være med i. Det er selvfølgelig helt gratis.

 

Børnekulturformidlerne inviterer indenfor til bøger, sjov og fællesskab for alle børn fra 10-12 år. Foto: Næstved Bibliotek