Fredag den 4. oktober bliver Næstved bymidte og Grønnegades Kaserne Kulturcenter fyldt med liv, kultur og fællesskab, når Næstved Kulturnat løber af stablen. Aftenen byder på et væld af spændende aktiviteter for hele familien, der vil lyse op i efterårsmørket.
Der bliver nok at se til, hvis man vil opleve alle de mange oplevelser til Kulturnat i Næstved den 4. oktober.
Næstved midtby vil summe af aktiviteter af en hver art. Her kan du opleve alt fra en mobil kirke, foredrag med meteorolog Jesper Theilgaard på VUC Storstrøm, køre med veterantaxaer, udstillinger med både Næstved Fotoklub og Næstved Ny Fotoklub, komme tæt på sten, fossiler og mineraler hos Sydsjællands Amatørgeologiske Forening, besøge Artfestival i Kulturhuset Boderne hvor du kan opleve videoinstallationer, kunstinstallationer og film, og lidt uden for byen kan du fx gå på opdagelse i udstillingen på Rønnebæksholm og meget, meget mere.
Udvalgte højdepunkter for aftenen:
Næssi og Avantgarden: Kulturnatten starter med et festligt optog gennem Næstveds gader med Næssi og Avantgarden fra Musikskolen. Optoget begynder kl. 16.00 på Axeltorv og slutter ca. kl. 16.30 på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Gardehusarregimentets Veteran Panser og Køretøjsforening: Oplev pansrede køretøjer på nært hold, når veteranforeningen bringer deres imponerende maskiner til kulturnatten.
FNs Verdensmål: Spændende telte fyldt med information i børnehøjde om FNs verdensmål giver dig indsigt i, hvordan vi sammen kan arbejde for en mere bæredygtig fremtid.
Krokodille Zoo: Mød de fascinerende dyr, når Krokodille Zoo gæster Næstved Kulturnat og giver alle mulighed for at lære mere om dyrenes verden.
Næstved kunstforening: Oplev den smukke udstilling med Gertrud Boberg malerier. Tidl. borgmester Henning Jensen åbner udstillingen kl.16.30.
Igen i år er det muligt at komme byen rundt med hestevogn. I år er der afgang fra Dråben ved kvægtorvet(obs. 35 kr. pr. person.)
Ny Ridehus er rammen om nogle Næstveds unge talenter. Her kan du møde alt fra kunst og kultur, fysikeksperimenter, teater, sang, og koncerter med to lokale bands.
Koncerter og optrædener på Grønnegades Kaserne Kulturcenter:
Musicalgruppen Sceptor optræder med en energifyldt og spektakulær oplevelse i særklasse i Ny Ridehus, som publikum godt kan glæde sig til.
Kompagni 47, et lokalt teaterkompagni, præsenterer en unik forestilling Kære Publikum, der bringer lokal kultur og kreativitet i centrum. I dette act undersøges præstationskulturen i scenekunstbranchen, og hvad den kan frembringe i os.
De to unge lokale bands UTAL og Havblik giver to forrygende koncerter, der med garanti vil sætte gang i festen.
Derudover gæster Talentskolens elever samt elever fra Absalon også Ny Ridehus og foyeren, hvor du kan møde elever og lærere og høre med om deres uddannelsestilbud.
Lidt uden for byens midte kan du komme tæt på Herlufsholms historie, besøge Næstved Modeljernbaneklub og opleve en helt særlig visuel blacklight udstiling; en lysende udstilling af mønstre, troldmænd og andre billeder oplyst med UV-lys!
Uanset om du er til kulturhistorie, musik, eller bare søger en hyggelig aften i godt selskab, byder Næstved Kulturnat på noget for enhver smag. Aftenen er for alle aldre, så tag familien eller vennerne under armen, og kom med til en magisk aften fyldt med oplevelser.