Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2024/08/26 til 2024/09/03.

GLUMSØ: 31-årig sigtet for vold
En 31-årig mand havde lidt udfordringer med at begå sig, da der lørdag var et arrangement i Glumsø. Klokken 14.44 fik politiet en anmeldelse om, at den 31-årige havde optrådt både aggressivt og ophidset, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelse og bortvist. Det holdt dog ikke særligt længe, for klokken 16.01 indløb en anmeldelse om, at den 31-årige var kørt ind i en bil på cykel i Storegade. Det var kommet til en meningsudveksling, og bilisten havde fået benet i klemme, da den 31-årige skubbede til bildøren. Den 31-årige blev anholdt klokken 16.25 og sigtet for vold, og en anden 31-årig mand, som også var noget opbragt, blev også anholdt for at sikre ro og orden. Han er dog ikke sigtet i sagen. Begge de anholdte blev løsladt senere lørdag efter afhøring på politistationen i Næstved.

GLUMSØ: I solouheld med promiller og uden kørekort
En 39-årig mand mistede fredag eftermiddag herredømmet over sin bil, da han kom kørende ad Sandbyvej i Glumsø. Bilen rullede nogle gange rundt, og politi og redning blev tilkaldt. Den 39-årige blev efterfølgende kørt til tjek på sygehuset. Men inden da blev han anholdt og sigtet for spirituskørsel, da en alkometertest viste en promille, der faktisk var så høj, at det hører under kategorien vanvidskørsel. Derfor blev hans bil samtidig beslaglagt. Han blev også sigtet for at køre bil, selv om han var frakendt førerretten.

NÆSTVED: 16-årig på ulovlig knallert
Lokalpolitiet standsede mandag klokken 18.15 en 16-årig dreng, der kom kørende på sin knallert på Sneserevej ved Blangslev. Da knallerten kom en tur på rullefeltet, viste det sig, at den kunne køre en hel del hurtigere end tilladt, så den 16-årige blev sigtet for at køre på en ulovlig knallert. Hans forældre fik også besked om, at han var blevet sigtet i sagen.

NÆSTVED: 58-årig sigtet for trusler – to anholdt
To gange blev politiet kaldt til Anemonevej i Næstved, hvor der var opstået noget uro og tumult mellem tre personer. Klokken 17.41 fik politiet en henvendelse om, at en 70-årig mand havde haft et verbalt sammenstød med en 56-årig mand, og klokken 20.16 var de igen tørnet sammen – denne gang var en 58-årig mand også indblandet. Den 58-årige truede den 70-årig mand med at smadre ham og slå ham ihjel, og da politiet kort efter ankom til stedet, var stemningen så ophedet, at den 56-årige og den 58-årige mand blev anholdt og taget med til politistationen for at få ro på stedet. Den 58-årige mand blev sigtet for trusler. Begge de anholdte blev løsladt igen tidligt tirsdag morgen.

NÆSTVED: Fem sigtelser på en gang
I forbindelse med en almindelig patruljering standsede to betjente i nat klokken 1.06 en bil, da den kom kørende ad Dybsøvej lidt uden for Næstved. I bilen sad der en 36-årig kvinde på passagersædet, og bag rattet sad en 29-årig mand. Han var påvirket af både hash og alkohol og havde ingen førerret, så han blev anholdt og sigtet for at køre i påvirket tilstand og for at køre bil uden gyldigt kørekort. Det viste sig desuden, at han havde hash og amfetamin i lommerne, så han blev også sigtet efter lov om euforiserende stoffer. I bilen stod der nogle dunke med fyringsolie, som de to i bilen ikke helt kunne forklare, hvor kom fra. Derfor blev de begge sigtet for tyveri af olie. Politiet fandt senere frem til, at olien sandsynligvis var stjålet fra nogle lastbiler, der stod parkeret på en adresse i Næstved.

NÆSTVED: Forsøgte indbrud – anholdt kort efter
Søndag klokken 2.25 fik politiet en anmeldelse om, at der havde lusket en uvedkommende mand omkring ved en ejendom på Erantisvej i Næstved. Han havde tilsyneladende forsøgt at brække et vindue op, men var blevet afbrudt af vidner, hvorefter han stak af. På baggrund af vidneforklaringer genkendte en politipatrulje lidt senere en mand, der cyklede i Østergade i Næstved. Det var en 39-årig mand fra byen, som havde en taske med forskelligt værktøj med sig, og han blev herefter anholdt klokken 4.13 og sigtet for forsøg på indbrud. Han blev løsladt igen efter afhøring.

NÆSTVED: Havde hash og en joint
Politiet standsede mandag klokken 17.25 en 31-årig mand uden fast bopæl på Snerlevej i Næstved. Han havde 1,2 gram hash og en joint på sig, og de ulovlige stoffer blev konfiskeret, mens den 31-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Køb og salg af kokain
Politiet fik søndag aften et tip om, at der muligvis foregik noget salg af ulovlige stoffer på en p-plads i Næstved. En politipatrulje rykkede ud, og her traf betjentene en 48-årig mand fra Næstved, som havde to små poser med 0,5 gram kokain i hver. Den 48-årige blev sigtet for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. En 20-årig mand fra lokalområdet, som også var til stede, havde en lille pose med 0,4 gram kokain på sig og et større, kontant beløb. Den 20-årige blev sigtet for salg af stoffer, og hans telefon og kontanterne blev beslaglagt.

NÆSTVED: Ni små poser hash
I forbindelse med en almindelig patruljering blev et par betjente fredag klokken 11.02 opmærksomme på en mand, der befandt sig på Karrebækvej i Næstved. Det viste sig, at manden havde ni små poser med hash på sig – i alt godt 15 gram. Han blev derfor sigtet efter lov om euforiserende stoffer. Manden er 28 år og fra byen.

NÆSTVED: Sigtet for hærværk efter graffitimaling
En 19-årig mand fra Næstved blev tidligt lørdag morgen sigtet for hærværk. Kort forinden havde politiet opdaget, at der var sat tre
tags på facaden til en ejendom i Grønnegade, og en politipatrulje fandt frem til den 19-årige, som gik i Jernbanegade – med en spraydåse med sort maling i baglommen. Spraydåsen blev beslaglagt, og den 19-årige sigtet i sagen.

NÆSTVED: Slog kvinde med sin mobiltelefon
Natten til søndag blev en kvinde overfaldet på Banegårdspladsen i Næstved, hvor hun fik et slag i hovedet med en mobiltelefon. En mand, som var temmelig beruset, havde optrådt vredt og ophidset overfor nogle personer, kvinden var i selskab med, og hun forsøgte at dysse ham ned. Det lykkedes ikke, og han kvitterede med et slag. Det var en 23-årig mand, som blev anholdt klokken 1.20 og sigtet for kvalificeret vold. Den 23-årige sov rusen ud og blev afhørt på politistationen i Næstved. Han blev løsladt igen klokken 9.27.

NÆSTVED: Stjal bøf og ost
Mandag formiddag fik politiet en anmeldelse fra et supermarked i Næstved om, at medarbejderne havde løbet en mand op, som var mistænkt for at have stjålet forskellige varer. Det var en 28-årig mand fra byen, som var stukket af fra forretningen, og undervejs havde han smidt en rygsæk fra sig. Den fandt politibetjentene hurtigt, og der var bøffer, oksekød og ost i rygsækken. Den 28-årige blev anholdt klokken 11.12 og taget med til politistationen i Næstved, hvor han blev afhørt, inden han blev løsladt igen klokken 12.36.

NÆSTVED: Stjal pandelampe
Lørdag klokken 15.32 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked i Næstved om, at personalet havde tilbageholdt en mand, der var mistænkt for butikstyveri. Det var en 39-årig mand fra byen, og det viste sig, han havde stoppet en pandelampe i tasken og var gået ud gennem kassen uden at betale for den. Den 39-årige blev sigtet for butikstyveri.

NÆSTVED: To sigtet for salg af stoffer
Da en politipatrulje lørdag kørte gennem Næstved, opdagede politibetjentene en åben dør til kælderen under en ejendom i centrum, og de besluttede sig for at tjekke det. Der lugtede af hash i kælderen, og der blev da også fundet en klump hash. Politiet fandt frem til to mænd, der opholdt sig i en lejlighed over kælderrummet, og her blev der fundet i alt 8,5 gram kokain, 165 gram hash, vægte og små poser og noget, der tilsyneladende var et regnskab. De to mænd, der er 21 og 23 år gamle, blev anholdt klokken 11.13 og sigtet for salg af ulovlige stoffer, og de blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt. Begge de anholdte blev løsladt igen klokken 15.44.

NÆSTVED: Trodsede restaurationsforbud
Lørdag klokken 2.57 fik politiet en anmeldelse fra et værtshus i centrum af Næstved, som havde besøg af en gæst, som imidlertid havde et forbud mod at komme der. Forbuddet var fra 2023 og var udstedt efter nogle trusler. Da politiet kort efter ankom til stedet, kom den pågældende ud fra værtshuset. Det var en 39-årig mand fra Næstved, og han blev sigtet for overtrædelse af restaurationsloven.

NÆSTVED: Ville ikke rette sig efter politiet
Tidligt søndag morgen blev en mand bortvist fra et værtshus i centrum af Næstved, og medarbejderne fulgte ham ud på gaden. Imidlertid var den pågældende ikke tilfreds med at blive smidt ud og forsøgte at komme ind igen. En politipatrulje var på stedet, og politibetjentene forklarede manden, at han ikke var velkommen på værtshuset, men han ville ikke rette sig efter politiets anvisninger om at forlade stedet. For at få ro på, blev han anholdt klokken 4.38. Det var en 58-årig mand fra byen, som satte sig til modværge under anholdelsen, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af straffelovens bestemmelser om at lægge hindringer i vejen for politiet og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen. Den 58-årige blev løsladt igen kokken 7.47.

TAPPERNØJE: For hurtig knallert uden bremse
Fredag aften klokken 22.05 standsede en patrulje en 16-årig dreng, da han kom kørende på en noget hurtigt knallert ad Korskildevej i Tappernøje. Det viste sig, at knallerten var blevet ændret, så den kunne køre hurtigere end tilladt. Samtidig manglede der en bremse, og den var heller ikke forsikret. Derfor blev den 16-årige sigtet for alle overtrædelserne.

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Cavilas Gård Onsdag klokken 15.340-21.30 Ikke gjort op hvad der er stjålet  
Næstved Stenstrup Mose, Stenstrup Tirsdag klokken 10.00-20.50 Kontanter, seks haglgeværer og tre rifler  
Næstved Vordingborgvej Tirsdag klokken 18.30-20.00 Kontanter  
Næstved Odinsvej Mandag klokken 15.45 Beklædning  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar  
Tappernøje Hovedvejen Kl. 22.15 – 23.00 Hastigheden blev målt med laser, og alle holdt sig under den tilladte grænse.  
Næstved Kyse Bygade Fredag kl. 10.30 – 12.00 Fem blev sigtet for at tale i håndholdt mobiltelefon under kørslen.  
Næstved Dania Kl. 18.22 26-årig mand Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand
Næstved Køgevej Kl. 19.23 27-årig mand Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand
Næstved Ørnevej Kl. 11.00 17-årig mand Kørsel i påvirket tilstand (knallert)
Næstved Jagtvej Fredag kl. 7.45 – 8.20 SKOLESTART: Ingen sager – alle viste god adfærd.  
Tappernøje Korskildevej Fredag kl. 7.30 – 8.00 SKOLESTART: Alt foregik i god ro og orden.  

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Chr. Winthers Vej Fredag kl. 15.34 – 17.04 125 2 50 63
Næstved Vallensved Bygade Fredag kl. 20.16 – 21.46 223 8 50 75 1 klip
Fuglebjerg Sandvedvej Kl. 19.02 – 19.52 21 1 50 km/t 62 km/t
Herlufmagle Skelbyvej Kl. 20.35 – 21.46 110 6 80 km/t 157 km/t 1 klip og 2 betingede frakendelser
Næstved Slagelsevej Kl. 15.28 – 18.05 600 39 50 km/t 71 km/t 3 klip
Næstved Kyse Bygade, Kyse Onsdag klokken 10.29-13.39 988 20 50 km/t 66 km/t
Næstved Rislevvej, Rislev Onsdag klokken 14.51-11621 18
Herlufmagle Helgesvej Tirsdag klokken 7.29-9.21 125 11 40 km/t 58 km/t To klip
Tappernøje Sydmotorvejen Tirsdag klokken 10.33-12.33 724 23 130 km/t 167 km/t En betinget frakendelse
Glumsø Sandbyvej, Sandby Mandag klokken 5.40-9.00 353 47 50 km/t 71 km/t To klip
Næstved Ganges Bro Mandag klokken 9.51-11.59 315 9 60 km/t 88 km/t Et klip
Holme-Olstrup Landevejen Lørdag kl. 17.54 – 19.54 770 43 80 141 3 klip og 2 betingede frakendelser
Holme-Olstrup Postrækken Søndag kl. 16.20 – 19-53 1530 66 60 99 3 klip
Næstved Præstø Landevej Søndag kl. 13.36 – 15.15 705 5 60 75