Fra mandag den 5. august til søndag den 29. september udstiller billedkunstner Lise Fleck et udvalg af sine malerier på Glumsø Bibliotek.

Kunstneren Lise Fleck, som bor uden for Næstved, er autodidakt billedkunstner. Hun maler med akryl på lærred. Malerierne er kendetegnet ved organiske former og stærke farver.

– Jeg beskriver min kunst som ”biomorf ekspressionisme”. Biomorf, fordi formerne er stærkt inspireret af celler og former fra organisk materiale, som det viser sig set gennem mikroskop. Og når det så bliver koblet med et ekspressionistisk udtryk, så handler det om en tilgang omkring individets indre værdier og følelser, fortæller billedkunstner Lise Fleck.

Inspirationen starter i mikroskopet

Fokus er på, at samfundstendenserne, i kunstnerens perspektiv, surfer på bølger af overflader, tempo, fravær af nærhed og flygtighed. Mens inspirationen til malerierne starter i mikroskopet, udfolder den kreative proces sig undervejs. Og det endelige værk bliver den fortolkning og fortælling som kunstnerens underbevidsthed frembringer.

Afkog af fødevarer kobles med akvarel, kul og blyant

Lise Fleck arbejder også med ”mixed media” som paperworks. Her kombineres pigmenter fra afkog af fødevarer som avokadosten, løgskaller, gurkemeje og kaffe med akvarel, kul, og blyant. Det går under betegnelsen ”FOODART”. – De første lag er altid fra fødevarerne, hvorfra de organiske former trækkes frem i kombination med de øvrige materialer, udtaler kunstneren, som oprindeligt er uddannet produktudvikler inden for ernæring og sundhed.

Mens erhvervskarrieren har drejet mod organisationsudvikling, så er inspirationen fra fødevarerne dybt forankret i interessen for smag, sanser og hvad, der sker inden i fødevarerne på det mikroskopiske plan.

Udstillingen på Glumsø Bibliotek kan ses i bibliotekets åbningstid.

 

Lise Fleck kombinerer pigmenter fra afkog af bl.a. avokadosten med akvarel, kul og blyant. Credit: Lise Fleck