Modtagerne af Diskontobankens Jubilæumslegat 2024 er Christian Dreist, stifter og tidligere formand for Svovlstikkerne og Jakob Brixvold, direktør for Arena Næstved.
Den ene har i mange år hjulpet trængte familier op til jul, den anden har sikret store og omtalte events i Næstved. Lørdag eftermiddag blev den nu tidligere formand for foreningen Svovlstikkerne, Christian Dreist og direktøren i Arena Næstved, Jakob Brixvold hædret for deres indsats med Diskontobankens Jubilæumslegat 2024.
Legatet har eksisteret siden 1935 og uddeles hvert år til en eller flere personer, der har gjort noget særligt for Næstved By eller som ansat i Næstved Kommune.
Julehjælp til trængte familier
Christian Dreist takkede i april af efter 14 år som formand og medstifter af den lokale hjælpeorganisaton, Svovlstikkerne. I løbet af de 14 år har foreningen formået at samle 4,2 millioner kroner ind og uddele 6390 julepakker til dem, der har svært ved at få råd til at holde jul.
De flotte tal skyldes især Christian Dreists evne til at involvere både erhvervsliv og borgere i indsamlingen af penge til organisationens arbejde. Det er det årlige Julemandsløb blandt andet et eksempel på. Her løber deltagerne penge ind til julehjælp iført julemands- og nissekostumer og får samtidig skabt en hjertevarm julestemning i byen.
De mange timer som frivillig i spidsen for en lokal forening med et stort aftryk på Næstved fortjener hyldest, og det fik Christian Dreist, da han lørdag modtog jubilæumslegatet.
Fik Melodi Grand Prix og Obama til Næstved
Der er kastet stjernestøv over Næstved af et par omgange de sidste par år, blandt andet på grund af Jakob Brixvold. Da han satte sig i direktørstolen i Arena Næstved i 2017 var det med ambitionen om at skaffe alt fra store koncerter til sportsbegivenheder til arenaen. Og som sagt, så gjort.
Senest fik mere end 3800 tilskuere fornøjelsen af at høre den tidligere, amerikanske præsident, Barack Obama tale i Arena Næstved. Året inden var det MGP og Melodi Grand Prix, der trak fulde huse og fik folk til at stå i kø for at få billet.
Det er netop begivenheder som disse, og Jakob Brixvolds indsats for kulturlivet i Næstved, der får bestyrelsen bag Diskontobankens Jubilæumslegat til at uddele årets legat til ham.
Legat uddeles på Næstveds fødselsdag
Diskontobankens Jubilæumslegat har eksisteret i 90 år. Første gang det blev uddelt var i 1935 i anledning af Næstved bys 800 års jubilæum. Legatet bliver altid overrakt på byens fødselsdag den 15. juni. Her får legatmodtagerne overrakt et diplom, en buket blomster og en Holmegaard Provence-skål med inskription.
Legatet har til formål at hædre personer, der er ansat i Næstved Kommune, og som har udført deres tjeneste på en særlig påskønnelsesværdig måde. Legatet kan også uddeles til en person, der ikke er ansat i Næstved Kommune, men som har udført et fortjenstfuldt arbejde for Næstved By eller ved sit arbejde har kastet glans over Næstved By.
Legatbestyrelsen består af Sydbanks områdedirektør Kasper Bæk, retspræsident Alex Elisiussen, borgmester Carsten Rasmussen samt byrådsmedlemmerne Marc Hvenegaard og Hanne Sørensen.