Mandag den 17. juni kl. 19.00-21.00 er der foredrag på Næstved Bibliotek med psykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet Svend Aage Madsen, som gennem mange år har arbejdet med mænds sundhed og trivsel.
Næstved Bibliotek og Borgerservice har gennem flere år afholdt Hold Hjernen Frisk-forløb for mandlige seniorer. For nylig mødtes deltagerne fra de forskellige hold til et fælles møde på biblioteket. Her var der stor interesse for at høre noget mere om mænds sundhed og trivsel. Og det er lige netop det, som psykolog og forskningsleder ved Rigshospitalet Svend Aage Madsen har arbejdet med gennem mange år.
Mænds mistrivsel opdages for sent
– Nogle mænd i Danmark lever ca. 2 år kortere end kvinder. For andre er det helt op til 10 år kortere. Mænd rammes oftest af de fleste sygdomme og de har langt større dødelighed af dem end kvinder, fortæller Svend Aage Madsen og fortsætter:
– Mænd går også mindre til lægen. Derfor opdages mænds mistrivsel ofte for sent.
Mænd og forældrerollen
Svend Aage Madsen ser også på mænd og forældrerollen.
– Mange mænd engagerer sig i forældreskabet, og i dag med mulighed for mere barsel. Dog får omkring en fjerdedel af alle mænd aldrig børn.
Hvad sker der med mændene?
Så, hvad sker der med mændene i dag? Og hvad må der gøres? Det og meget mere kommer Svend Aage Madsen og fortæller om på Næstved Bibliotek mandag den 17. juni. Der bliver også tid til snak og spørgsmål efter foredraget.
Billetter til 100 kr. kan købes på www.naesbib .dk
I foråret 2024 sætter Næstved Bibliotek fokus på kærligheden og lidenskaben i dens mange afskygninger med en række arrangementer, der på forskellig vis knytter an til temaet. Arrangementet med Svend Aage Madsen er en del af dette.