Sæsonen er i gang og i Haven på Rønnebæksholm er køkkenhaven og bærbuskene blevet forårsklare med nærende kompost og luget. Der er blevet beskåret frugttræer, roser og træmorderen i centerpavillionen.
Det forgangne års forvitrede plantemateriale fungerer nu som jorddække og enkelte stier er revet og skuffet.
Hvorfor jorddække? Når den varme tørre tid kommer, vil jorddækket hjælpe med at holde på fugten. Desuden kan det skærme mod den indflyvende vilde flora som ikke altid er en velsignelse.

Havens frivillige mødes hver uge. Tirsdage og torsdage kl. 9 – 12. De starter med morgengymnastik, intro og fordeling af opgaver. Kaffe/te måske kage eller brød kl. ca. 10.30.
Tirsdag er den mest populære dag, men får konkurrence af torsdagen med buketmageri til Kunsthallens reception og café. Udover havedage laver de en masse forskellige ting. De tager på årlig inspirationsdag, plantefarver, fermenterer, laver mad og workshops sammen med kunstnere og deler ud af stort og småt med hinanden. Det vigtigste er, at det er rart at være i fællesskabet.

Hvis du har lyst til at være frivillig i Haven er du velkommen til at skrive til Haveansvarlig Sara Gade på sgalor@naestved.dk

 

Foto: Rønnebæksholm