Folkemusikken tilhører os alle. Folkemusikken findes i alle kulturer over alt på kloden. I århundreder har klassiske komponister frit ladet sig inspirere af folkemusikkens rytmer, melodier og harmonier i deres værker, og det kommer publikum til at opleve i Ensemble Storstrøms forårsfestival under titlen: Folkemusik i Det Klassiske.

Den afholdes i år i Næstved Kommune fra den 14. til den 21. marts og byder på et rigt og varieret program med folkemusik og folkemusikinspirerede værker fra hele verden.

Ensemblechef Maj Kullberg glæder sig til at lade koncertpublikummet møde folkemusikken i dens mange skikkelser.

– Vi viser folkemusikken, som den kommer til udtryk i klassiske komponisters værker, men vi lader den møde nutiden, når ensemblet og samtidsdansere optræder for Næstveds unge i en forestilling bygget på folkemusik, ligesom vi optræder sammen med folkedansere, fordi folkemusikken om noget er dansemusik. I forårsfestivalen kan publikum også opleve folkemusikken i sang i form af folkesange med dybe rødder i historien, og de møder folkeviser og sange inspireret af folkemusik, siger Maj Kullberg.

I årets forårsfestval møder publikum også den store mangfoldighed og ikke mindst forskellighed, der findes inden for folkemusik ikke bare i Europa, men også i jødisk og mellemøstlig folkemusik.

Traditionen tro inddrager Ensemble Storstrøm Næstved Kommunes kultur- og musikliv i festivalen, og publikum kan opleve Næstved Musikskole, Holsted Kirkes kor og Fensmark Folkedansere.

Samtidig fejrer Ensemble Storstrøm Næstvedkomponisten Poul Ruders 75-års fødselsdag i festivalens afslutningskoncert.

Verden rundt i folkemusik
Den 14. marts får Næstveds unge en smagsprøve på folkemusikken, når Ensemble Storstrøm sammen med SPRÆNG danseteater optræder med folkemusik og samtidsdans for et ungt publikum i en gratis pop-op forestilling i ungdomskulturhuset JB10.

Selve festivalen indledes den 16. marts klokken 11 i Folkemusikhuset i Fensmark, hvor lokale traditionelle folkedansere tager en svingom til toner fra ensemblet. Samme dag klokken 16 afholdes åbningskoncerten blandt glaskunsten i Hebsgaard Hallen på Holmegaard Værk, hvor mezzosopran Sophie Haagen synger, og ensemblet forstærkes af to mesterlige slagtøjsmusikere Jakob Weber og Gert Sørensen fra DR Symfoniorkestret. Det er muligt at tilkøbe spisning efter koncerten.

Festivalen fortsætter den 18. marts klokken 19 i Agora i Helenehallen på Herlufsholm Kostskole, hvor ensemblet tager publikum verden rundt i folkemusik introduceret af Danmarks Radios klassiske programvært Rie Koch.

Orienten kalder
Den 20. marts klokken 19 omdanner Ensemble Storstrøm Søjlesalen i Næstved Musikskole til Orienten. Det gør de sammen med elever fra Næstved Musikskoles børneorkester, oboisten Henrik Goldschmidt og komponisten Bilal Irshed, der optræder på oud, som er et arabisk strengeinstrument.

Forårsfestivalens store afslutningskoncert finder sted i Holsted Kirke den 21. marts klokken 19. Her optræder Ensemble Storstrøm sammen med violinisten Niklas Walentin og Holsted Kirkes kor i folkemusikinspirerede værker, men de afviger også fra folkemusikken for at fejre Næstved komponisten Poul Ruders. Han fylder 75 år ugen efter og ensemblet opfører hans lommekoncert, som er skrevet specielt til Ensemble Storstrøm.

Program/Koncerter:
14. marts kl. 19.00 Pop-up forestilling på JB10 sammen med SPRÆNG Danseteater. Gratis adgang.

16. marts kl. 11.00 Pre-åbningskoncert i Folkemusikhuset, Fensmark sammen med Fensmark Folkedansere og De Dysted Spillefolk. Pris 50 kroner.

16. marts kl. 16.00 Åbningskoncert på Holmegaard Værk med Sophie Haagen, Gert Sørensen og Jakob Weber. Pris 175 kroner. Det er muligt at tilkøbe spisning, som er efter koncerten (spisebillet skal tilkøbes senest 10/3).

18. marts kl. 19.00 Folketoner fra hele verden i Agora i Helenehallen, Herlufsholm (konferencier Rie Koch). Pris 175 kroner. Unge under 26 år gratis adgang.

20. marts kl. 19.00 Orienten på Næstved Musikskole med musikskoleelever, Bilal Irshed og Henrik Goldschmidt. Pris 50 kroner. Børn og unge under 26 år gratis adgang.

21. marts kl. 19.00 Afslutningskoncert, Holsted Kirke med Holsted Kirkes kor og Niklas Walentin. Gratis adgang.

Foto: Ingrid Riis