Når Spillestedet Vershuset åbner dørene for årets første koncert lørdag den 3. februar, så er der mulighed for at opleve Barbara Moleko i en helt nedbarberet og intim udgave.
Kernen af sangskrivningen hos Barbara er hendes personlige erfaringer og relaterbare tematikker, som de fleste kan nikke genkendende til. Hun formår at skrive musik med en let tilgængelighed og en umiddelbar simpelhed, som dog alligevel rammer noget dybere.
Barbara udtaler selv om den aktuelle turné: ”Jeg vil fortælle jer om alt lige fra dengang i folkeskolen, hvor jeg blev bedt om at synge foran en masse mennesker, til min første Vega koncert, hvor jeg var sikker på at folk var blevet betalt for at dukke op, til den dag jeg står som backup sanger foran tusinde mennesker på Roskilde Festival. Hele vejen frem til den dag i dag, hvor jeg har fundet mere ind til min lyd, min kerne og mig selv.”
Turnéen ”Tæt På” vil byde på en anderledes oplevelse for både den erfarne og den nye fan, hvor Barbara vil dykke dybere ned i sit repertoire og præsentere sine største hits i akustiske versioner. Turnéen kommer i kølvandet af Black Voices, Vild Med Dans og den nye single, ”Date Min Dyne”, der udkom 6. oktober 2023.
Barbara Moleko: lørdag den 3. februar. Døre kl. 20. Musikstart kl. 21.
Forsalg: www.vershuset.dk
Spillestedet Vershuset, Grønnegade 10, Næstved