Liselotte Wiemer præsenterer det seneste års nye danske og nordiske romaner, når hun besøger Næstved Bibliotek tirsdag den 30. januar kl. 19.00-21.00.

Er du på udkig efter den næste gode bog, eller mangler du inspiration til din læsekreds? Der udkommer hele tiden nye skønlitterære bøger, og der kommer flere og flere. Det kan være svært at holde styr på, hvad der er interessant og spændende at læse.

Liselotte Wiemer giver os en guidet tur gennem danske og nordiske romaner, der alle er udgivet indenfor det seneste år. Du får gode idéer og et overblik over tendenser i tiden samt forfattere, man bør lægge mærke til.

Liselotte er cand.mag. i dansk og har derudover læst teologi og filosofi. Hun har i mange år været litteraturanmelder. I dag er hun sognepræst ved Horne og Asdal kirker i Vendsyssel, men hun anmelder stadig og tager på turne med sin introduktion til årets nye bøger.

Køb eller lån
Aftenen er arrangeret i samarbejde med Langes Bog og idé, der medbringer de omtalte bøger. Dermed har du mulighed for at købe de titler, du bare må eje. Du får også en litteraturliste udleveret, så du kan vende tilbage til titlerne senere, når læselysten melder sig.

Arrangementet er ved at være en tradition. Liselotte Wiemer har gæstet Næstved Bibliotek syv gange tidligere.
Mød Liselotte Wiemer tirsdag den 30. januar kl. 19.00-21.00 i Salen på Næstved Bibliotek.

Pris: 50 kr. Billetter købes via www.naesbib.dk

 

Liselotte Wiemer guider dig til årets læseoplevelser. Pressefoto.