Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2023/11/20 til 2023/11/28.

NÆSTVED: Anholdt efter trusler
En 29-årig mand uden fast bopæl blev lørdag anholdt. Han er sigtet for trusler, efter at politiet lørdag aften fik en anmeldelse fra to unge fyre på 15 og 19 år om, at en mand havde optrådt truende på banegården i Næstved. Anmeldelsen gik på, at en mand havde stirret på de to unge, og at han på et tidspunkt havde haft en kniv fremme og havde truet med at “smadre dem”. Politiet fandt kort efter anmeldelsen frem til den 29-årige på banegården, og han blev anholdt klokken 18.50. Politibetjentene fandt en fiskekniv, han havde kastet fra sig på stedet, og derfor blev han også sigtet for overtrædelse af knivloven. Den 29-årige blev afhørt på politistationen i Næstved og løsladt igen klokken 4.29.

NÆSTVED: Biljagt – med 60 km/t
En bilist anmeldte torsdag eftermiddag, at hun kørte bag en anden bil på Præstø Landevej ved Blangslev, som kørte slingrende og meget langsomt. En politipatrulje fik lokaliseret bilisten, der nu trak en lang hale af andre trafikanter efter sig. Han var dog ikke lige villig til at standse, og han forsøgte ad flere gange at undslippe politiet, men hastigheden sneg sig dog ikke højere op end max. 60 km/t, så på Ny Præstøvej i Næstved lykkedes det flere politibiler at få standset kørslen. Føreren af bilen var en 81-årig mand fra Odsherred, som var både opbragt og ude af balance. Han blev derfor kørt til behandling på sygehuset, og der er endnu ikke rejst sigtelse i sagen.

NÆSTVED: Fik bøde for at smide med durumrulle
En politipatrulje kørte natten til søndag gennem centrum af Næstved, og ved en grillbar var der en mand, som åbenbart ikke var mere sulten, for han kastede resten af sin durumrulle ud på vejen foran politibilen. Betjentene standsede og manden, der er 33 år gammel og fra Næstved, blev sat til at samle resterne op, som blev smidt i en skraldespand. Den 33-årige blev sigtet for overtrædelse af naturbeskyttelsesloven og står nu til en bøde på 1.000 kroner. Den sigtede var dog noget opfarende, og for at få ro på stedet blev han anholdt klokken 3.01 og taget med til politistationen i Næstved, hvor han dampede af, inden han blev løsladt igen klokken 8.30.

NÆSTVED: Fire sigtet for butikstyveri
Et opmærksomt vidne lagde i går eftermiddags mærke til at to mænd og to kvinder, der systematisk gik frem og tilbage med varer fra flere butikker i Næstved Storcenter til deres parkerede bil. Vidnet tilkaldte politiet, og kort efter kom et par betjente, der hurtigt fik fat i de fire personer. Betjentene kunne konstatere, at de havde tyvekoster fra tre forskellige forretninger til en samlet værdi af næsten 7.000 kroner. De fire personer blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

NÆSTVED: Hash og marihuana
I forbindelse med en patruljering henvendte et par betjente sig til en 30-årig mand fra Næstved, da han søndag morgen sad i sin bil, mens den holdt i tomgang, på Kildemarksvej i Næstved. Det viste sig, at der i bilen var over 10 gram hash og noget marihuana. Så derfor blev den 30-årige anholdt og sigtet efter lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: Kastede kanonslag mod en bil
En mandlig bilist fik sig noget af et chok fredag eftermiddag, da han kom kørende ud for Næstved Storcenter. For pludselig blev der kastet noget mod hans bil, og kort efter lød der et højt brag. Vidner så, at der blev kastet noget, der kunne ligne et kanonslag, ud fra en mindre hvid bil. Og bilens registreringsnummer blev noteret. Herefter blev politiet tilkaldt, og på grund af de gode vidneforklaringer gik der ikke længe, før en patrulje fik standset den hvide bil. Her blev der fundet noget indpakning til nogle udenlandske kanonslag, og der lå også et aluminiumsbat i bilen. Føreren af bilen – en 19-årig mand fra lokalområdet – blev sigtet for at have forvoldt fare for liv eller førlighed og for overtrædelse af våbenloven.

NÆSTVED: Kvalificeret vold
Uoverensstemmelser og udveksling af trusler mellem tre mænd kulminerede lørdag aften i et slagsmål, hvor den ene mand blev overfaldet af de to andre. Han blev bl.a. slået med en hammer og forsøgt sparket. Det skete på en adresse lidt uden for Næstved. Politiet blev tilkaldt og to mænd på hhv. 44 og 21 år blev anholdt og sigtet for kvalificeret vold.

NÆSTVED: Med kniv og hash
Politiets forebyggende patrulje var lørdag aften ved 19.30-tiden forbi Banegårdspladsen i Næstved. Her traf de en 21-årig mand fra københavnsområdet, som virkede noget opfarende og påvirket af euforiserende stoffer. Da politiet henvendte sig til ham, blev han endnu mere ophidset, og derfor blev han anholdt og sigtet efter ordenbekendtgørelsen. På politistationen i Næstved blev han visiteret, og her fandt betjentene en kniv og noget hash. Så derfor blev han også sigtet efter knivloven og efter lov om euforiserende stoffer.

NÆSTVED: To sigtet for indbrud
Politiet fik søndag en anmeldelse om, at der havde været en eller flere tyve på spil, som havde stjålet forskellige ejendele fra et lagerrum i Næstved. Det var ejeren selv, der opdagede, at tingene – herunder en trækvogn og en cykel – ikke stod, hvor de skulle. På baggrund af vidneforklaringer fandt politiet mandag frem til to mænd, begge 38 år gamle og fra lokalområdet. De blev begge sigtet for indbruddet.

NÆSTVED: Truede politiet
Politiet var natten til søndag i Rådmandshaven i Næstved, og her dukkede en 34-årig mand op, som var noget utilfreds med politiet. Politibetjentene bad ham forlade stedet, men det ville han ikke rette sig efter. Han truede betjentene med, at han ville “aflive dem” og han garnerede truslen med en stribe skældsord. Den 34-årige, som var noget påvirket af alkohol, blev anholdt klokken 2.02 og sigtet for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, for trusler og for fornærmelig tiltale. Han blev taget med til politistationen, og her dampede ham af, inden han blev løsladt igen klokken 10.48.

NÆSTVED: Trusler på livet
En dreng havde i går klokken 13.45 kortvarigt kigget på en ung mand, da de begge befandt sig på Banegårdspladsen i Næstved. Men det, synes den unge mand tilsyneladende, var så grænseoverskridende, at han verbalt havde truet drengen på livet. Derfor blev politiet tilkaldt, og da flere personer havde overværet episoden og kunne give vidneudsagn, gik der ikke længe før politiet havde anholdt og sigtet en 17-årig ung mand for trusler på livet.

NÆSTVED: Tørstige sjæle stjal guldøl
Mandag klokken 9.02 fik politiet en anmeldelse fra et supermarked i Næstved om, at medarbejderne tilbageholdt to mænd. De to mænd – der er 28 og 29 år gamle – havde nappet fire guldøl, og de havde hver stoppet to øller i lommerne, men betalte ikke for drikkevarerne, da de gik gennem kassen. De to mænd, som blev tilbageholdt på p-pladsen, og derfor ikke nåede at knappe øllerne op, blev sigtet for butikstyveri.

 

Indbrud

By Vej Type Tidsrum Udbytte
Næstved Fodbygårdsvej Mandag klokken 11.50 Otte spisestuestole  
Næstved Lindeparken Onsdag kl. 10.30 – fredag kl. 17.30 Smykker  
Fensmark Dragehøjvej Onsdag klokken 08.15-21.06 Endnu ikke opgjort  
Næstved Gallemarksvej Fredag klokken 11.00 – søndag klokken 10.45 Værktøj  
Næstved Obovej Fredag klokken 15.00-16.00 Smykker  

 

 

Færdselskontroller

By Vej Tidspunkt Kommentar  
Næstved Mandag klokken 19.00-20.30 Ingen sager  
Næstved Riddergade Lørdag kl. 5.17 32-årig mand uden fast bopæl Spirituskørsel og kørsel i påvirket tilstand
Næstved Torsdag klokken 9.30-11.30 Kontrollen blev afviklet i samarbejde med Motorstyrelsen, og en mandskabsvogn, to udenlandske og ni danske gulpladekøretøjer skal undersøges for manglende afgift. To blev sigtet for ikke at have forsynet varebilen med cvr-nummer, en blev sigtet for kørsel uden førerret og en blev sigtet for at køre i en uindregistreret bil uden forsikring  
Næstved Kattebjerg Onsdag klokken 02.35 31-årig mand fra Næstved Narkokørsel

 

 

Hastighedskontrol

By Vej Tid Kontrol-
lerede
Fart-
bilister
Tilladt Hurtigste Klip
Næstved Østre Ringvej Mandag klokken 11.25-14.25 1438 14 60 km/t 89 km/t Tre klip
Tornemark Hovedgaden Mandag klokken 7.49-13.49 321 54 40 km/t 73 km/t Otte klip og en betinget frakendelse
Næstved Kalbyrisvej Torsdag klokken 19.05-20.05 36
Næstved Vordingborgvej ved Leddet Torsdagkloken 20.48-1.18 261 17 60 km/t 94 km/t Et klip
Herlufmagle Tybjergvej Onsdag klokken 15.50-17.20 75 1 80 km/t 92 km/t
Næstved Østre Ringvej Onsdag klokken 18.12-22.12 841 19 60 km/t 91 km/t 1 klip og en betinget frakendelse
Næstved Slagelsevej Tirsdag klokken 18.47-01.12 286 38 60 km/t 98 km/t 5
Holme-Olstrup Landevejen Mandag klokken 18.45-01.10 869 52 60 km/t 89 km/t 6
Tappernøje Hovedvejen Fredag klokken 05.43-11.58 604 68 60 km/t 106 km/t 5 klip og to betinget frakendelser