Begiv dig ud i efterårsvejret og ind i varmen på Holmegaard Værk, hvor de byder på hyggelige (og uhyggelige) aktiviteter for alle sanser og for aldre i hele efterårsferien. Blæs dit eget drikkeglas, få støbt din hånd i glas, se glaspusterne blæse Danmarks (måske) største græskar, tag på spændende skattejagt, spøgende aftenomvisning eller super (u)hyggelig familieworkshop – og meget mere!
I efterårsferien er det også sidste chance for at opleve Louise Hindsgavls udstilling ‘De udvalgte’ på Holmegaard Værk.
Danmarks godser gemmer på et væld af skatte, skæbner og passioner. Nogle har været ejet i en lige slægtslinje gennem århundreder. Andre har med tiden skiftet hænder. Godserne er en del af vores fælles kulturarv, og de har haft stor indflydelse på, hvordan land og by omkring dem har formet sig. Og så bugner de af historier. Kunstner Louise Hindsgavl har besøgt seks sydsjællandske godser for at møde ejerne og hente inspiration i deres fortællinger.