Er der brug for ny kunst på væggene i hjemmet, så kan du nu komme ind på Glumsø Bibliotek i den bemandede åbningstid og håndplukke nogle af bibliotekets 24 udstillede værker fra Grafisk Værksted.
Gennem flere år har det været muligt som låner ved Næstved Bibliotek og Borgerservice at låne grafisk kunst med hjem. Næstved Bibliotek og Borgerservice og Grafisk Værksted Næstved har en partnerskabsaftale, som betyder, at Grafisk Værksted stiller en grafiksamling til rådighed for biblioteket. Fra start var det kun på Næstved Bibliotek, at kunsten kunne lånes, siden er Fuglebjerg Bibliotek kommet med. Og nu er det altså også muligt på Glumsø Bibliotek at låne billeder med hjem og få frisket sit hjem op med ny kunst på væggene i udlånsperioden.
Hvis du efter lånetiden ønsker at købe et værk, formidler Grafisk Værksted også købsaftaler med kunstnerne bag værkerne.
Grafiksamlingen hos Næstved Bibliotek og Borgerservice består af 195 værker. De 149 af dem er fysisk placeret på Næstved Bibliotek, mens 22 er på Fuglebjerg Bibliotek og 24 nu er på Glumsø Bibliotek.
Lån op til fem værker ad gangen
Værkerne, som er i forskellige størrelser, kan lånes i to måneder med mulighed for fornyelse to gange. Og det er muligt at have op til fem værker hjemme ad gangen. Da der er tale om billeder med glas og ramme, kan udlån og aflevering kun ske til personalet i den betjente åbningstid.
Du kan “bladre” i værkerne på Næstved Bibliotek, se dem udstillet på Fuglebjerg Bibliotek og nu også på Glumsø Bibliotek eller finde dem på naesbib.dk.