Fredag den 6. oktober er det endnu en gang tid til at Kulturnatten sætter Næstved i et helt nyt skær. Trods et reduceret budget, er der masser af oplevelser i vente.
Næstved Kommunes kulturnat er endnu en gang klar til at give oplevelser for store og små. Fredag aften går det løs, og mange aktører har budt ind med arrangementer, som alle er at finde online på hjemmesiden www.kulturnat4700.dk.
Langt de fleste arrangementer sker i Næstveds indre by, men indtil flere oplevelser finder du på Næstved Gymnasium & HF, i Glumsø, på Holmegaard Værk, Arena Næstved og Herlufsholm Skole.
Den indre by bærer præg af de populære klassikere i Kulturnat-programmet: hestevognskørsel i de små gader, fotoklubbens årlige medlemsudstilling, kørsel med veteran-taxaer, et hav af oplevelser på Næstved Bibliotek og meget, meget mere.
Årets helt store high light må være Næstved Ungdomsskole, som i dagene 5.-7. oktober fejrer skolens 80 års jubilæum. Det gør de med Næstved Kunstby Festival, som i år har indtaget Grønnegades Kaserne Kulturcenter. Det foregår både inden døre i den smukke koncertsal Ny Ridehus, hvor smukke graffitiværker danner rammen om koncerter tre dage i træk, hvor fredagens koncert er med ingen ringere end Raske Penge og Onkel Tom fra Hvid Sjokolade, og udendørs på Byterrassen. På pladsen foran Ny Ridehus har Næstved Ungdomsskole opstillet fire af de letgenkendelige ”graffiti-trekanter”, som hen over de tre dage vil blive udsmykket af nogle af verdens allerbedste graffitikunstnere. Se det komplette program for Næstved Kunstby Festival på naestvedung.nu
På Grønnegades Kaserne Kulturcenter kan alle også få en på pulsen, når den kendte freestyle-motocrosskører fyrer sit imponerende show af på Lave Ridebane. Den populære motorcyklist har leveret det ene halsbrækkende stunt og rekord efter den anden, og efterlader altid publikum med kæben i jorden og pulsen på max.
For at få styr på pulsen igen, byder resten af programmet på hyggelige caféer, museumsbesøg, Artfestival i Boderne, flotte brandbiler, forhindringsløb med popcorn, dans, åbne døre til foreninger og museer, tango, Dansk Rakkerpaks populære Kultursuppe, science show, koncert hos Vershuset i Musikstalden og rap på The Beach.
Du kan se hele programmet og planlægge din kulturnat på www.kulturnat4700.dk