Mandag d. 18. september 2023 mødes 50 lærere, pædagoger, forskere og formidlere fra hele landet for at blive klogere på, hvordan undervisning i naturfag, dansk eller historie kan flyttes ud i naturen. Gunderslevholm Gods og Susåen danner rammen for dette efterårsmøde i foreningen UdeskoleNet, som samler alle, der interesserer sig professionelt for udeskole.

Udforsk verden
På mødet kommer deltagerne på ”En naturvidenskabelig rejse langs Susåen”, og får masser af inspiration til, hvordan grundskolens forskellige fag kan tages med ud i naturen. Fx:

• Hop i en kano med dine fag.
• Mærk suset fra fortiden i et gravkammer.
• Gå på jagt i naturens spisekammer.
• Vær nysgerrig og stil produktive spørgsmål, for at hitte ud af hvorfor spætten hakker, eller hvor de vilde bier bor.

En naturvidenskabelig rejse langs Susåen
Siden 2020 har Kongskilde Naturcenter udviklet projektet “En naturvidenskabelig rejse langs Susåen” i samarbejde med Gunderslevholm Gods. På dagen får deltagerne smagsprøver på nogle af de forløb, naturcenteret har udviklet i projektet. Vi skal arbejde med, hvordan vi kan få både natur- og kulturfag med på rejsen, og med hvordan undersøgelsesbaseret undervisning kan være med til at engagere eleverne og understøtte deres nysgerrighed. ”En naturvidenskabelig rejse langs Susåen” er støttet af Novo Nordisk Fonden og Friluftsrådet.

Udeskole – en katalysator for sundhed, læring og trivsel
Udeskole er en undervisningsform, hvor eleverne regelmæssigt undervises i skolens fag udenfor. Det kan være i romantikkens digte ved en stille skovsø, i kvælstoffets kredsløb hos en landmand, i oldtidens offerritualer ved at grave ler ud af skrænterne og lave skåle. Altså pædagogiske arbejdsformer hvor fagene og verden kommer i spil sammen. I udeskole arbejdes der med elevernes læring gennem oplevelser, sanser og kroppen. Det viser sig, at eleverne lærer dybere, husker bedre og trives bedre i skolen, når dele af undervisningen foregår i nærmiljøet. Ved møderne i UdeskoleNet udvikles og udveksles ideer og erfaringer om udeskole, til gavn for alle elever i skolen.

Hvad er udeskole?
Udeskole er pædagogiske arbejdsformer, hvor undervisningen regelmæssigt foregår udenfor skolens mure.

Vejledende underpunkter kan være følgende:
• Tilegnelse af viden, færdigheder og holdninger, skabes gennem oplevelser, handlinger, dialog og refleksion
• Undervisningen kan foregå i skolens nærmiljø, i naturen, i samfundslivet og i kulturelle institutioner.
• Skolens fag kan aktiveres i en integreret undervisning, hvor undervisningen ude og inde har nær sammenhæng.

Pressefoto