Så er efterårsprogrammet på Vershuset kommet rigtig godt i gang. I weekenden i uge 37 er der dobbelt op på shows på spillestedet, hvor The Boyband og Voodoo Saints kommer forbi Næstved.
The Boyband
Hvem husker ikke Backstreet Boys, Take That, Westlife, NSync, A1 og Boyzone.
Nu er der en mulighed for at komme med tilbage i tiden, hvor boybands var på toppen af verdens hitlister i selskab med The Boyband. De fire gutter tager publikum med på en musikalsk rejse med stor professionalisme, overbevisning og respekt for de enkelte sange.
Der er garanti for en fest fyldt med hits, nostalgi, brede smil, skønne minder og masser sing-a-long.
Voodoo Saints
Hvis du tager en bonderøv, en præstesøn og en storbybluessanger, blander dem en nat i fuldmånens skær og smider dem i et stort lokale med rigeligt øl, vin og samtlige køn i alle aldre, så får du noget magisk, nemlig Voodoo Saints. Eller, ja, tre fortrinlige musikere i en ny konstellation: Thorbjørn Risager, HP Lange og Esben Just.
Voodoo Saints er tre personligheder, der har svoret en hellig og konsekvent ed: et evangelie skrevet med blues og rock’n’roll, stavet med gospel og sat sammen med hjertet. De vil underholde med al den voodoo , de kan drive frem, banke stemningen op under taget, mens de har fødderne solidt plantet i jorden.
The Boyband: fredag den 15. september. Døre åbner kl. 20. Musikstart kl. 21.
Voodoo Saints: lørdag den 16. september. Døre åbner kl. 20. Musikstart kl. 21.
Mere information og billetsalg: www.vershuset.dk
Spillestedet Vershuset, Grønnegade 10, Næstved