Her kan du se uddrag af den seneste politirapport, der omhandler Næstved Kommune i tidsrummet 2023/08/21 til 2023/08/29.
FUGLEBJERG: Uddelte lussinger
En 45-årig mand blev torsdag eftermiddag sigtet for vold, efter at han havde haft en uoverensstemmelse med en 14-årig dreng på Byagervej. Den 14-årige havde fået en lussing, og en anden mand blandede sig for at standse volden. Det var en 40-årig mand, som så også fik tildelt et par flade. Politiet fandt på baggrund af vidneforklaringer frem til den 45-årige, som blev sigtet. Det er endnu ikke klarlagt, hvad der udløste volden.
NÆSTVED: 30 dages fængsel til indbrudstyve
Det blev til en kontant afregning på 30 dages fængsel og en udvisning fra Danmark i seks år til tre indbrudstyve, da de søndag blev fremstillet i grundlovsforhør i retten. De tre tyve, der er 35-38 år og udenlandske statsborgere, blev anholdt lørdag, efter at politiets søgelys blev rettet mod dem på grund af et indbrud, der var sket fredag aften i en virksomhed på Fabriksvej i Næstved. Ved indbruddet blev der klippet hul i et hegn og stjålet 16-20 brugte lastbilbatterier, og på grund af gode forklaringer fra vidner fandt politiet frem til den bil, der var blevet benyttet ved indbruddet. Den holdt på p-pladsen ved Næstved Storcenter lørdag, hvor de tre mænd også blev anholdt. De er nu overført til afsoning af fængselsstraffen.
NÆSTVED: 36-årig klappede 13-årig pige bagi
En politipatrulje kørte fredag aften på Parkvej i Næstved, og her blev betjentene prajet af en mand. Han forklarede, at hans 13-årige datter havde været med bybussen, og en anden passager havde været nærgående over for hende. Han havde lagt sin hånd på hendes lår, og da hun rejste sig fra sædet, havde han klappet hende bagi. Andre passagerer råbte op og fik standset bussen. På baggrund af vidneforklaringer fandt politibetjentene frem til en mand, som passede på signalementet, og som sad på fortovet et stykke væk. Det var en 36-årig mand fra byen, som var temmelig beruset. Han blev anholdt klokken 22.21 og sigtet for blufærdighedskrænkelse, og han måtte tilbringe natten i detentionen, før han blev lukket ud i den friske lørdagsluft klokken 6.30.
NÆSTVED: Biltyv standset
I går klokken 12.06 lagde et par betjente på patrulje mærke til en grå personbil, der kom kørende i den nordlige del af Næstved. Ved et tjek i politiet systemer kunne betjentene konstatere, at bilen var stjålet, og derfor gav de tegn til føreren om at standse. Men den 28-årige mand, der sad bag rattet, valgte i stedet at trykke lidt ekstra på speederen, for så lidt efter at parkere bilen i Holsted Park og stikke af til fods. Han blev dog kort efter fundet af patruljen, som fik ham anholdt og sigtet for tyveri af bilen. Den 28-årige er fra lokalområdet.
NÆSTVED: Bortvist fra banegården
Politiet var mandag aften omkring klokken 21.00 forbi Banegårdspladsen i Næstved, hvor flere unge, der ikke umiddelbart ventede på offentlig transport, holdt til. Nogle stykker stak af, da politiet dukkede op, og de resterende, som var i alderen fra 13 til 21 år, blev bortvist.
NÆSTVED: En alt for hurtig knallert
Mandag klokken 16.26 standsede færdselspolitiet en 15-årig dreng fra lokalområdet, som kom kørende på knallert på Skovvænget i Lov. Knallerten blev kontrolleret på et rullefelt, og det viste sig, den kunne køre noget hurtigere end det tilladte. Derfor blev den 15-årige sigtet for at køre på en ulovlig knallert.
NÆSTVED: Sigtet for at sælge stoffer
Fredag formiddag var politiet på en adresse på Kildemarksvej i Næstved i anden anledning, og her fandt politibetjentene 15 gram kokain i en taske, som blev konfiskeret. Taskens ejermand var en 18-årig mand fra Toksværd, og han blev sigtet for salg af euforiserende stoffer.
NÆSTVED: Stjal fra genbrugsplads
En vagt opdagede i nat klokken 1.26, at to mænd var gået ind på en genbrugsplads på Elektrovej i Næstved. Her stjal de to mænd flere ting, som de tog med sig, da de forlod stedet på cykel. Politiet blev tilkaldt, og få minutter senere blev begge mænd anholdt på Vestre Ringvej i Næstved. Det drejer sig om en 37-årig mand fra Næstved og en 38-årig mand med ukendt adresse. De blev begge sigtet for tyveri. Den 38-årige blev desuden sigtet efter lov om euforiserende stoffer, da betjentene fandt både amfetamin og methamfetamin på ham.
NÆSTVED: To cykeltyve nappet
Politiet fik mandag klokken 10.15 en anmeldelse om, at to mænd havde stjålet en cykel fra en ejendom i Hovedgaden i Lov. Cykeltyvene kom dog ikke langt, for de blev standset umiddelbart efter, og cyklen blev tilbageleveret til den retmæssige ejer. Tyvene var en 19-årig udenlandsk mand og en 45-årig udenlandsk mand, og de blev anholdt klokken 10.50 og sigtet for tyveri. De to mænd blev taget med til politistationen i Næstved, hvor de blev afhørt med tolk. De betalte en bøde på 1.600 kroner hver, inden de blev løsladt igen klokken 17.08.
TAPPERNØJE: Snak med unge
Efter en anmeldelse i går aftes klokken 21.39 om at der blev spillet høj musik på et område ved Korskildevej i Tappernøje, kørte en politipatrulje umiddelbart efter til stedet. Her traf betjentene en gruppe unge mennesker, men der blev på dette tidspunkt dog ikke spillet musik. Patruljen fik en god snak med de unge om, hvordan man kan tage hensyn til andre, og deres navne blev noteret.
By | Vej | Type | Tidsrum | Udbytte |
---|---|---|---|---|
Næstved | Tulipanvej | Fredag kl. 21.00 – lørdag kl. 8.00 | Umiddelbart intet | |
Næstved | Kærmindevej | Fredag kl. 9.30 – lørdag kl. 4.45 | Playstation, lampe, tøj, ure, tv og kontanter. | |
Herlufmagle | Slettevej, Gelsted | Torsdag klokken 0.10 | Ikke gjort op om der er stjålet noget | |
Næstved | Valmuevej | Onsdag klokken 23.00-23.30 | Ikke umiddelbart stjålet noget | |
Herlufmagle | Skelbyvej, Skelby | Onsdag klokken 17.34 | Ikke gjort op om der er stjålet noget | |
Næstved | Valmuevej | Onsdag klokken 23.30 | Ikke stjålet noget | |
Fensmark | Tjørnevej | Fredag klokken 8.00 – tirsdag klokken 22.20 | Smykker | |
Fensmark | Granitvej | Fredag kl. 16.00 – søndag kl. 10.50 | Smykker mv. | |
Næstved | Fredensvej | 5/8 – 19/8 | Vides endnu ikke |
By | Vej | Tidspunkt | Kommentar | |
---|---|---|---|---|
Næstved | Ring Syd ved Borupvej | Torsdag klokken 18.48 | 29-årig mand fra Næstved | Narkokørsel |
Fuglebjerg | Slagelsevej | Tirsdag klokken 13.00-15.00 | En motorcyklist blev sigtet for at køre for hurtigt. Hastigheden blev målt til 116 km/t, hvor man højst må køre 80 km/t | |
Næstved | Ramsherred | Søndag kl. 1.30 – 2.40 | 16 køretøjer blev kontrolleret i midtbyen – alle havde tingene i orden – og hos mange var der lavet fornuftige køreaftaler i forhold til alkohol. Desuden holdt en bil ulovligt parkeret i Grønnegade, og derfor blev der sat en afgift i forruden. |
By | Vej | Tid | Kontrol- lerede |
Fart- bilister |
Tilladt | Hurtigste | Klip |
---|---|---|---|---|---|---|---|
Næstved | Østre Ringvej | Kl. 11.38 – 16.53 | 2844 | 21 | 60 km/t | 78 km/t | – |
Næstved | Gavnøvej | Kl. 13.52 – 16.12 | 137 | 17 | 50 km/t | 75 km/t | 3 klip |
Tappernøje | Hovedvejen | Kl. 17.13 – 19.55 | 221 | 12 | 50 km/t | 81 km/t | 1 klip |
Næstved | Skyttemarksvej | Fredag kl. 11.48 – 14.15 | 542 | 8 | 50 | 65 | – |
Næstved | Vordingborgvej | Lørdag kl. 13.39 – 16.39 | 853 | 7 | 60 | 84 | 1 klip |
Næstved | Karrebækvej | Lørdag kl. 17.11 – 18.30 | 205 | 4 | 50 | 63 | – |
Næstved | Kanalvej | Lørdag kl. 18.51 – 20.00 | 42 | 2 | 50 | 65 | – |
Tappernøje | Hovedvejen | Fredag kl. 7.26 – 10.26 | 308 | 41 | 60 | 87 | 5 klip |
Tappernøje | Strandvejen | Søndag kl. 13.58 – 18.58 | 354 | 34 | 50 | 97 | 2 klip og en betinget frakendelse |
Næstved | Præstø Landevej, Fårup, hvor der er vejarbejde | Tirsdag klokken 10.37-13.47 | 782 | 24 | 50 km/t | 76 km/t | Fem klip og en betinget frakendelse |
Næstved | Sneserevej, Blangslev | Tirsdag klokken 7.23-9.53 | 401 | 8 | 80 km/t | 105 km/t | – |
Fensmark | Stenskovvej | Mandag klokken 8.43-10.13 | 65 | 6 | 50 km/t | 70 km/t | Et klip |
Fuglebjerg | Rejnstrupvej | Mandag klokken 6.00-7.50 | 223 | 9 | 60 km/t | 91 km/t | Et klip |
Næstved | Nygårdsvej | Mandag klokken 11.00-12.15 | 63 | 2 | 50 km/t | 65 km/t | – |