Efterårets tema på bibliotekerne i Næstved er ”TID”. Og der bliver både tid til at opleve Benjamin Koppel og Jakob Stegelmann, deltage i fællesspisninger, høre om Ærømanifestet og meget mere.
Tiden er svær at forstå og svær at få hold på. Og de fleste af os synes aldrig, vi har nok af den. I litteraturen er der masser af eksempler på, at tid spiller en rolle. Der er bøger, som er skrevet i nutid, men foregår i fortiden. Der er også bøger, som er skrevet i gamle dage, men som har givet et bud på vores tid. Og så er der bøger af nulevende forfattere, der handler om fremtiden.
Tid til hinanden og fællesskabet
Det kræver tid at fordybe sig i kulturen og litteraturen. Alligevel løber tiden hurtigt fra os. Den måde vi forvalter vores tid på, gør os ofte stressede eller giver mistrivsel. Hvordan får vi tid til hinanden, til fællesskabet, og det der gør os glade?
Det, og meget mere, dykker vi ned i ved forskellige foredrag og arrangementer til både voksne, børn og børnefamilier.
Dyk ned i fortiden eller fremtiden
Kom hen på biblioteket og brug noget tid. Her er præstationssamfundet afskaffet, så du blot skal bruge tiden på fordybelse og nærvær. Du kan lægge den tidsstjælende skærm væk og i et nutidsøjeblik dykke ned i fortiden eller fremtiden og gå på opdagelse i det sælsomme fænomen ”TID”.