Næstved Bibliotek inviterer til samtale om poesi og klimasmerte. Det foregår tirsdag den 5. september kl. 19.00-21.00 midt i Jessie Kleemanns aktuelle udstilling på Rønnebæksholm.
Denne tirsdag dykker vi ned i begrebet klimasmerte gennem poesien, mens vi sidder i Jessie Kleemanns udstilling Lá. Læ. Likkja. Magna på Rønnebæksholm.
De fire ord lá, læ, likkja, magna er norrøne og betyder i rækkefølge: lå, gift, lig og trolddom. Kleemann tager udgangspunkt i sit grønlandske ophav, når hun arbejder med alt fra nordeuropæiske og grønlandske myter til arktisk verdenspolitik og klimaets indvirkning på mennesket i sin udstilling. Sidstnævnte bliver vores fokus, når vi skal udforske en mindre del af Kleemanns begreb arktisk smerte, selvfølgelig i kontekst af alt det der sker i udstillingen.
Jessie Kleemann er født i 1959 i Upernavik i Nordgrønland. Hun blev uddannet på Tuukkaq Teatret i Fjaltring i Danmark i 1978-79, hvorefter hun fortsatte på Grafisk Værksted i Nuuk, som fra 1981 blev til Grønlands Kunstskole. Her var Jessie Kleemann leder fra 1984-1991. Hun har siden da bevæget sig ind i samtidskunsten, hvor hun arbejder tværmedialt med performancekunst, tegning, installation, maleri og videokunst.
Guidet fælleslæsning
Med udgangspunkt i metoden guidet fælleslæsning vil vi sammen læse og samtale om 3-4 digte. Efter oplæsning af hvert digt vil vi tale om, hvordan digtene rammer os, og hvordan vi forbinder dem med temaet.
Samtalen indledes og guides af kulturformidler Sigurd Dam fra Næstved Bibliotek. Der er ingen forberedelse, og du behøver ikke at have nogen særlig viden om hverken digte, kunst eller klimasmerte. Det vigtigste er, at du har lyst til at læse nogle interessante tekster og måske byde ind med egne tanker, når vi lytter til hinanden.
Vi mødes på Rønnebæksholm tirsdag den 5. september kl. 19.00-21.00. Bestil din gratis billet på www.naesbib.dk