Programmet for gadeteaterfestivalen Street Cut indeholder flere forestillinger der har vundet fine priser. Der er gratis adgang til festivalen, og publikum kan opleve alle de fantastiske forestillinger til festivalen der løber af stablen den 11. – 13. august i hjertet af Næstved.
Gadeteaterfestivalen Street Cut foregår over tre dage og programmet byder på fjorten forskellige forestillinger fra ind- og udland, sprængfarlig åbning, koncert med lækker afrobeat, spille- og legeplads og familiediskotek. Det hele er gratis at opleve, og alle der elsker skæve, unikke og anderledes oplevelser må ikke gå glip af denne familievenlige festival.
For at publikum kan opleve alle teatertrupperne, der gæster Sydsjællands kulturelle hovedstad i weekenden den 11.-13. august, spiller de alle flere gange, bortset fra én helt særlig forestilling.
Faktisk må arrangørerne bag festivalen, Grønnegades Kaserne Kulturcenter og Dansk Rakkerpak & Faster Cool, ikke afsløre alt for meget om forestillingen Death From Laughter af catalanske Los Galindos, der spiller fredag den 11. august kl. 21.15. Men så meget af oplevelsen og historien kan afsløres; tre klovne flygter fra en farlig og dødbringende virus – latteren! Så hvordan kan de stoppe ulykken, uden af tage deres egen eksistensberettigelse fra dem selv?
Handlingen er omgærdet af så meget mystik, at det er svært at uddybe yderligere, fortæller kulturcentrets leder John Nørbjerg, som har styr på kontrakterne og ikke mindst de mange tekniske detaljer, som skal være på plads for at få besøg af en forestilling som denne.
-Alle teatrene sender en såkaldt rider for deres forestillinger i forvejen. Så kan vi forberede os, så vi er klar når de ankommer fra Catalonien. Og så kan jeg ikke fortælle mere, bortset fra at det er forbudt at filme og tage billeder under forestillingen – og at det ikke anbefales for børn under 12 at se forestillingen, siger John Nørbjerg inden han dog alligevel kommer med et fingerpeg til hvad der er i vente. -Publikum har aldrig set eller oplevet noget lignende.
Death From Laughter har vundet store roser og ikke mindst Barcelonas årlige kulturpris i scenekunstkategorien, og for bedste cirkusforestilling af det spanske scenekunstakademi.
Gravalvorligt gadeteater
De catalanske klovne er ikke alene om at blive prist og agtet højt. På den baskiske street art festival Umore Azoka vandt forestilling B.O.B.A.S. den fornemme pris som ”Best show in the rest of the world.” Og her kommer kulturcenterlederen også på lidt af en opgave, for blandt punkterne til denne forestilling, er der især én iøjnefaldende: skuespillerne har brug for en grav!
B.O.B.A.S. står for Beneficent Orchestra for Burial Acts & Sepulcrations, og er en komisk og musikalsk klovneforestilling. Et orkester spiller ved en begravelse, scenografien er en kirkegård, graven er gravet og publikum er den afdødes familie og pårørende. Vidunderlig poesi, krydret med vanvittige slapstick, masser af organiseret kaos, rørende optrin, tårer, grin og jordpåkastelse.
Lokal girl power
Næstveds internationale egnsteater Dansk Rakkerpak & Faster Cool følger deres tradition med at spille deres nyeste forestilling til Street Cut. Seneste skud på stammen byder på en actionfyldt, klassisk agenthistorie, med den kvindelige pendant til James Bond i hovedrollen; Jane Blond.
Jane Blond har girl power og ”License to kill” og kæmper mod et galleri af bestialske forbrydere for til sidst at redde verden fra undergang. Jane Blond er toptunet udendørs teater i et universelt teatersprog med præcis timing, stor musikalitet, komik på højt plan og selvfølgeligt uovertrufne sekvenser i slow-motion.
Anmelderne har bemærket dette og kastet 007-stjernede anmeldelser af sig som fx ”En fejring af gadeteatrets traditionelle superkraft…” – ISCENE (4 stjerner) ”En fjollet fuldtræffer, der ikke er til at stå for…” – TEATERAVISEN.DK og ikke mindst ”JANE BLOND hører blandt de sjoveste og mest virtuost udførte af Dansk Rakkerpaks forestillinger…” – CPH CULTURE (5 stjerner.)
Rosen og de stjernefyldte anmeldelser er noget der varmer hos det lokale egnsteater fortæller Niels Grønne, som er en del af den kunstneriske ledelse af teatret og ikke mindst forfatter og instruktør på forestillingen.
-Som gadeteater er man jo altid meget optaget af mødet med publikum og deres respons, men når der blandt publikum også er anmeldere, som endda roser det man har brugt så lang tid på at forberede, så retter man da ryggen og bliver lidt stolt. Måske det også får endnu flere til at få lysten til at opleve Jane Blond selv, siger Niels Grønne inden han afslutningsvis opfordrer alle til at benytte sig Næstveds internationale gadeteaterfestival på Grønnegades Kaserne Kulturcenter og i den indre by.
Ud over de mange teaterforestillinger byder festivalen også på et sprængfarligt åbningsarrangement fredag aften, et sjovt legeområde hvor man kan prøve kræfter med en masse Robinson Crusoe-inspirerede spil og maskiner lørdag og søndag, koncert lørdag aften med bandet Sunbörn som er landets førende orkester indenfor genren afrobeat, og ikke mindst Faster Cools Familiediskotek søndag formiddag. Se hele programmet på gadeteaterfestivalens hjemmeside www.streetcutfestival.dk.