36 hverdags-eksperter har over seks dage arbejdet sig frem til 31 anbefalinger, som de overdrog til Byrådet onsdag aften på Rønnebæksholm.

Et nyt ungdomskollegie, bredere udvalg af stadeholdere til torvehandlen og et erhvervshus i Næstved er nogle af de anbefalinger, som Næstved Kommunes første Borgersamling har overdraget til Byrådet.

Anbefalingerne tager udgangspunkt i at skabe et bæredygtigt Næstved for unge, byen og erhvervslivet.

31-årige Stephanie Andersen er en af deltagerne i Borgersamlingen. Hun har blandt andet arbejdet med forslag til at sikre et bedre ungdomsliv i Næstved Kommune. Et af ungegruppens anbefalinger er at styrke brobygningen mellem unge og erhvervslivet.

– Jeg synes, at vores anbefalinger er virkelig gode. De unge har meget på hjerte og har holdninger til, hvordan fremtidens samfund skal se ud, så vi vil gerne have endnu mere samarbejde mellem unge og voksne i kommunen. Jeg håber, at fremtidens unge får glæde af vores arbejde, fortæller Stephanie Andersen og fortsætter:

– Det har været rigtig spændende at arbejde med de andre i ungegruppen. Alle var meget engagerede og bød ind. Det betød, at jeg blev mere og mere begejstret for emnet, jo mere vi arbejdede med det.

En demokratisk ramme

Borgmester Carsten Rasmussen modtog sammen med sine byrådskollegaer anbefalingerne fra Borgersamlingen på Rønnebæksholm.

– Jeg er imponeret over den energi, som deltagerne i Borgersamlingen har lagt i arbejdet med de dilemmafyldte og komplekse udfordringer. Det er første gang, at vi har haft en Borgersamling i Næstved Kommune, og nu ser jeg frem til, at vi skal drøfte anbefalingerne i Byrådet i juni måned, siger borgmester Carsten Rasmussen.

Byrådet drøfter anbefalingerne på et temamøde den 19. juni. Her skal politikerne blandt andet tage stilling til, om nogle af anbefalingerne kan blive indarbejdet i Næstvedstrategien. Strategien beskriver den fysiske planlægning og udvikling af kommunen de næste 12 år. Anbefalingerne kan også tænkes at få plads i fx kommunens erhvervs- og uddannelsespolitik eller gå videre til drøftelse i de enkelte fagudvalg.

Nogle anbefalinger er små og meget konkrete, hvor andre er store og mere generelle, så nogle anbefalinger kan måske først indarbejdes om flere år og blive en del af større processer.

Anbefalinger

De 31 anbefalinger er fordelt på 6 temaer

1. Havn, kanal og by – en symbiose af fællesskab

En rambla der forbinder byen med havnen
Siloerne skal fjernes – og erstattes med rekreative områder
Etablering af servicefaciliterer og boliger på havnen

2. Erhverv – Næver Business Future

Et nyt erhvervshus
Erhvervsfremmeprojekter for fremtidig dansk/ tysk samarbejd
Der skal etableres et konferencehotel
Nyt grønt erhvervsforum, som skal understøtte den bæredygtige udvikling i virksomhederne

3. Bymidten kan andet og mere!

Området omkring Susåen skal udnyttes bedre
Flere bænke og andre opholdsmuligheder i bymidten
Indsatser mod måge- og dueplagen i bymidten
Foreninger og fællesskab i bymidten
Bedre forhold for gangbesværede på veje og strøg i bymidten
Brugerbetalte offentligt toiletter i bymidten
Markedspladsen på torvet skal have plads til flere

4. De unges Næstved

Brobygning imellem de unge og erhvervslivet
Flere lange videregående uddannelser i Næstved
Ungdomskollegie
Nyt Ungeråd i kommunen
Bedre information om kulturliv og arrangementer for unge

5. Boliger med fokus på mangfoldighed og fremtidens behov

Offentlig medfinansiering til renoveringer
Arealer til eksperimenter med genbrug og bæredygtige byggemetoder
Inddragelse af handicaporganisationer
Varierede boliger i alle fremtidige boligområder
Byg i højden – på de rigtige steder
Kulturændring i beboerfællesskaberne
Krav til bæredygtighed i lokalplaner og udbud
Anvisning til almennyttige boliger

6. Sammenhæng mellem by og land

Nye lokale transportmuligheder/-former
Bedre information om de mangfoldige kultur- og fritidsliv
Det økonomiske rammer for livet på landet må ikke forværres
Bedre rammevilkår for kultur og fritid på landet

Ud over de 31 anbefalinger har hver tema en kort beskrivelse af de drømme, som Borgersamligen har for fremtiden.

Foto: Næstved Kommune