Det er ikke hvem som helst, der står foran Flyvevåbnets orkester, Prinsens Musikkorps ved en koncert den 25. maj på Grønnegades Kaserne Kulturcenter.
Orkestret får nemlig besøg af den svenske trækbasun-stjerne Christian Lindberg.
Christian Lindberg er blevet udnævnt til det 20. århundredes messing-instrumentalist sammen med legender som Louis Armstrong og Miles Davis. I september 2015 blev han også kåret som den mest betydningsfulde messingblæser i historien af verdens største radiostation for klassisk musik, Classic FM.
Derfor er det lidt af en legende, som gæster Næstved, fortæller trompetist i Prinsens Musikkorps, Gert Skovlod Hattesen:
“Christian Lindberg har haft en imponerende karriere med flere end 70 pladeindspilninger og har uropført flere end 300 nye stykker for basun. Musikkorpset har arbejdet sammen med ham tidligere, og vi er utroligt glade for, at det samarbejde nu fortsætter,” siger han.
Ved koncerten kan publikum glæde sig til at opleve to værker skrevet af Christian Lindberg selv, ligesom der også vil være svensk musik af Wilhelm Stenhammar på programmet. Koncerten byder også på Modest Mussorgskys store værk ‘Udstillingsbilleder’.
Koncerten finder sted torsdag den 25. maj klokken 19.00 på Grønnegades Kaserne Kulturcenter, Næstved.
Læs mere om koncerten her