Lokale Fenja sikrer sig plads på scenen, hvor hendes karriere startede. Fredag den 29. september står hun klar til at præsentere sit helt nye album for publikum i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved.
Fenja inviterer dig til en eksklusiv og helt særlig releaseaften i Ny Ridehus på Grønnegades Kaserne Kulturcenter i Næstved. Her har hun har haft sin gang siden hun var teenager og spillede sin første koncert på netop den scene. Om scenen i den smukke bygning fortæller hun selv:
-Jeg føler, at Næstved og dets kunstneriske miljø har været med til at opfostre mig og tro på, at jeg har noget at give til verden. Derfor føles det helt rigtigt, at min releasekoncert skal finde sted på den scene, som bærer så mange betydningsfulde minder om optrædener for mig.
Hun vil spille sit nye album fra start til slut og præsentere det for publikum for allerførste gang. Ligeledes vil hun fortælle om tilblivelsen af sangene og historierne bag.
”En kraftpræstation af dansksproget lyrik”. Sådan blev Fenjas debutplade ”Flugtdyr” omtalt af radioværterne, da den lød fra højtalerne i 2021. Fenja markerede med sin debut, at hun er en sangskriver med noget på hjerte, og særligt hendes tekstunivers er blevet belønnet og anerkendt for sin finurlige og poetiske tone. Blandt andet modtog Fenja i 2021 AUTOR’s upcoming pris med rosende ord om hendes særegne og sårbare tekstunivers, der har rørt både anmeldere og lyttere. Dagbladet Information beskrev Fenjas sange som gribende, og om hendes vokal udtalte de, ”at den lyder, som om den kommer fra et næsten åndeligt væsen, (Lufthuller)”. Fenja varmede i øvrigt op for den norske verdensstjerne, Aurora i Store Vega i 2022.
Fenjas musik rummer et eventyr af billeder, som du kan dykke ned i. Små film der spiller for dit indre øje, mens du bæres gennem fortællingen af Fenjas krystalklare vokal. Fenja tror på det bedste i mennesker og det mærkes i hendes fine, kærlige fortællinger om menneskers møder med hinanden og sig selv. Som når hun inderligt synger ”Alt jeg ville var at elske dig.” fra sangen ”Alt jeg ville” eller med slagkraft synger ”Lad os brænde for noget, før vi brænder ud. Og lad os holde om nogen, for ikke kun at holde ud.” Fenja har ordene i sin hule hånd og får med GAFFA’s ord ”Det danske sprog til at lyde smukkere end det har gjort meget længe.”
Sangene på den nye plade er blevet til i de norske fjelde ved Bergen i samarbejde med den anerkendte norske producer, Odd Martin Skålnes (Aurora, Sigrid m.fl.), hvor også resten af det kommende album er indspillet. ”Norge er som et andet hjem for mig. De voldsomme og barske kontraster i landskabet giver mig en følelse af at være befriende lille i alt det store, og så elsker jeg den norske musiktradition. Man kan høre naturen og fjeldene i deres lyd. Jeg var derfor ikke i tvivl om, at det var her, albummet skulle udformes.” Det er netop disse store vidder og kontraster, der også musikalsk har bosat sig i Fenjas univers og lyd.
Bag Fenja står Freja Kristiansen, 26 år og med fødderne solidt plantet i den Sydvestsjællandske lerjord, hvor hun stadig er bosat. Spørger man Freja, hvad hendes drømme er for musikken, er hendes svar, at hun gerne vil give noget kærligt tilbage til mennesker. ”Jeg er et følsomt gemyt og har især i mine yngre teenageår kæmpet med at acceptere netop det. Jeg håber, at jeg med mine sange kan give andre en følelse af, at sårbarhed og styrke kan gå kærligt og kraftfuldt hånd i hånd.”
Det er altså en eksklusiv mulighed for at høre sangene på ”hjemmebane” inden de er udkommet og ligeledes vil det på aftenen være muligt at købe vinyler før den endelige vinyl release. Billetsalget er startet. Du finder dine billetter på Grønnegades Kaserne Kulturcenters hjemmeside www.gkkultur.dk og billetkontor.