Hotel Vinhuset har været byens hotel siden 1778 og er med sine 245 år byens ældste hotel. Det fejres fra d. 11. april og hele maj.

“Vi er utrolig glade for alle de gæster, der har gennem tiden har benyttet Hotel Vinhuset til fester, restaurantbesøg, overnatninger mm,” fortæller hoteldirektør Dorthe Koch-Jensen.

I den anledning tilbyder de fra 11. april og frem til og med maj følgende:

2 x overnatning inkl. morgenbuffet
Fra kr. 245,- pr. person pr. nat

Dagens hovedret inkl. 1 genstand samt kaffe på Hotel Vinhuset mandag til lørdag fra kl. 18.00
Kr. 245,- pr. person

Læs mere om hotellet og bestil plads her: https://www.hotelvinhuset.dk/

Højdepunkter fra hotellets historie
Året 1752 fik Mathias Hansteen kgl. privilegium på at han alene foruden apotekeren måtte handle med vin og fransk brændevin i Næstved, på trods af protester fra de andre købmænd. Inden sin død i 1753 anmodede han kongen, om at hans datter Maren på 20 år måtte overtage hans privilegium.

Dette blev der givet tilladelse til i januar 1754, for at Maren kunne forsørge hendes 7 forældreløse søskende. Maren købte i 1754 bygningen på Vinhusgade og Sct. Peders kirkeplads for 600 Rigsdaler.

På hjørnet under Vinhusgade og Sct. Peders Kirkeplads lå der en gammel købmandsforretning og under denne en kælder med hvælvinger,  som menes at stamme fra 1400-tallet. Maren forsatte sin fars vinhandel fra denne gård og denne blev kaldt ”Vinhuset”.

Maren giftede sig kort efter hendes køb af Vinhuset med Niels Lynge. Niels Lynge gik af rettens vej i 1755 og 1759 for at tvinge de andre købmænd til ikke at handle med vin. I 1766 fik han kgl. privilegium på, at han alene måtte handle med vin og fransk brændevin samt modtage rejsende til overnatning. Der blev foretaget store renoveringer, og der blev indrettet gode værelser til de rejsende til overnatning.

D. 11. april 1778 sendte Niels Lynge en ansøgning til kongen om at hans og Marens arvinger måtte overtage det kgl. privilegium og forsætte driften med vinhandel og overnattende gæster. Dette blev godkendt af Christian den syvende den 22. maj 1778.

Hotel Vinhuset har dermed været byens hotel siden 1778. I gennem tiden har der været mange besøgende her, bl.a. kongeligt besøg af Hendes Majestæt Dronningen og Hans kongelige Højhed Prinsen i 1979.

Hotellet gemmer på meget historie og mange minder, og det gamle kobbergulv er nok det de fleste lokale stadig nævner, når de besøger vinhuset.

Fotos: Hotel Vinhuset