Mange virksomheder er p.t. økonomisk udfordret. Coronakrisen, energikrisen, klimakrisen o.s.v. – udfordringerne for erhvervslivet kommer rullende i stadigt tættere bølgeskvulp. Det betyder, at evnen til at skabe og styre en robust økonomi i virksomheden får afgørende betydning, hvis du skal skabe vækst og i nogle tilfælde endda overleve på længere sigt!

Næstved Erhverv har derfor i samarbejde med Signifinans, Erhvervshus Sjælland, Nordea og Møns Bank taget initiativ til at udbyde et økonomikursus til ejerledere og virksomheder, der ønsker at styrke deres økonomiforståelse og økonomistyring. Kurset har opstart tirsdag den 11. april og gennemføres over 4 kursusgange.

Kursusleder er Dennis W. Hollender, der er en erfaren konsulent med en baggrund som CFO/økonomi-direktør fra nogle af de største virksomheder i Danmark, fx FLSmidth, Bang & Olufsen og Pandora. Målet med kurset er at give alle deltagere nogle konkrete værktøjer til at styrke deres arbejde med økonomistyring, budgettering og kalkulation i deres egen virksomhed med fokus rettet imod at skabe sikkerhed og rum til øget vækst.

Man kan læse mere om kurset, og hvordan man tilmelder sig på Næstved Erhvervs hjemmeside næstvederhverv.dk

Pressefoto