Mandag den 24. april fra kl. 17.00-ca. 20.45 inviterer Nordisk Film Biografer Næstved og Næstved Bibliotek til endnu en spændende kulturel aften i biografen på Fabriksvej 1 i Næstved. Vi starter med at høre om bogen ”Den, der lever stille” skrevet af Leonora Christina Skov over en kop kaffe/te, før vi ser filmen af samme navn. Bagefter spiser vi en let anretning i biografens lounge, mens vi taler om filmen.

”Brød, Bog og Bio”, som startede i foråret 2019 i Næstved, er et samarbejde mellem Næstved Bibliotek og Nordisk Film Biografer. Denne gang skal vi se filmen, ”Den, der lever stille”.  

I filmen har Frederikke Dahl Hansen (Leonora Christina) og Jens Albinus (faren) de bærende roller. Moren spilles af Sarah Boberg.

Stærk fortælling om at finde sig selv

Bogen, som er fra 2018, er en selvbiografisk erindringsroman. Det er Leonora Christina Skovs egen fortælling om hendes opvækst som enebarn i et parcelhus i Helsinge med et par forældre, som ikke kunne finde ud af at elske hende. Det er også historien om den unge litteraturstuderende, der på trods flytter til København for at genskabe sig selv som forfatteren Leonora og til sine forældres rædsel forelsker sig i en kvindelig præst. Det er en stærk fortælling om at miste det hele og finde sig selv, om at håbe på en forklaring og hige efter sin mors kærlighed langt ind i døden. Bogen er såkaldt autofiktion. 

En unik filmisk tilføjelse til læseoplevelsen

Filmen ”Den, der lever stille” er en filmatisering af Leonora Christina Skovs bestseller og omhandler forfatteren selv, da hun har taget afstand fra sine forældre efter en dysfunktionel opvækst. Da Leonora på landsdækkende tv finder ud af, at hendes mor er kommet på hospice med uhelbredelig brystkræft, bliver hun suget ind i et virvar af følelser og barndomsminder, som får hende til at tvivle på, hvad der er virkelighed og fantasi. Instruktør Puk Grasten har skrevet og instrueret filmen, som ifølge Leonora Christina Skov selv, er en unik filmisk tilføjelse til læseoplevelsen. 

Biblioteket bestiller bogen hjem i god tid. Den kan afhentes og lånes på Næstved Bibliotek ved voksen-punktet fra mandag den 3. april.

Aftenens program i biografen:

Fra kl. 17.00-17.15 – velkomst i loungen – oplæg om bogen bag filmen over en kop kaffe/ te og en småkage.

Fra kl. 17.30-ca. 19.30 – vi ser filmen ”Den, der lever stille”

Fra kl. 19.40-ca. 20.45 – vi spiser i loungen, mens vi taler om filmen og bogen.

Menu: En let anretning

Drikkevarer: der er kildevand på bordene. Ekstra drikkevarer kan købes.  

Samlet pris for kaffe, spisning og biograf: 225 kr. Prisen er baseret på tilmelding før arrangementet. Billetter købt over nettet kan vises via tilsendt mail eller billet i NFB’s app.

Billetter købes på: Sædevælger | Nordisk Film Biografer (nfbio.dk)

”Den, der lever stille” er en filmatisering af Leonora Christina Skovs bestseller. Foto: Andreas Bastiansen.