Til sommer sætter 2.026 Team Rynkeby-ryttere sig igen i sadlen og tager turen til Paris for at samle penge ind til fordel for børn med kritisk sygdom.
De indsamlede midler går til Børnecancerfondens og Børnelungefondens livsvigtige arbejde for sygdomsramte børn, hvor en stor del af pengene indsamles via sponsorater fra velvillige virksomheder. For at bakke op om velgørenhedscykelholdet, har Centerforeningen – via butikscentrets ejer – indgået aftale om et guldsponsorat med Team Rynkeby Storstrøm, der tager turen til Paris fra den 7. – 15. juli 2023.
Invitation til at cykle penge ind
Lina Lembcke Maegaard, som er formand for Centerforeningen i Sct. Jørgens Park, er meget glad for, at butikkerne er med til at støtte op om det livsvigtige formål ved at donere penge til børn med kritiske sygdomme og deres familier. Samtidig vil butikkerne være med til at skabe ekstra opmærksomhed på området ved at iværksætte forskellige tiltag, hvor de i den kommende tid, synliggør Team Rynkeby her der og mange steder i butiksvinduer og centergangen. Der arbejdes bl.a. på højtryk for at stable et arrangement på hjulene foran Næstved Vinhandel, hvor ALLE kan komme og cykle km-penge ind til Team Rynkeby fra den 8. – 13. maj.
Arrangørerne oplyser, at der vil komme flere informationer på www.sjp.dk og Facebook. Herudover vil der i løbet af sommeren komme flere events, hvor der skabes opmærksomhed på Team Rynkeby og deres gode formål.
Sjov dag med alvorlige undertoner
Team Rynkeby Storstrøm har indgået samarbejde med Næstved Kommune omkring skole- og erhvervssamarbejde kaldet Innovationsuge 46. Dette samarbejde har medført, at to 7. klasser fra Susåskolen, afd. Holsted sammen med Team Rynkeby skal stå for at lave en sjov og hyggelig dag for børn i Sct. Jørgens Park – Næstveds Butikscenter den 13. maj kl. 10 – 13. Dagens aktiviteter skal ikke kun være sjov og ballade. De skal samtidig fungere som en form for indsamlingsarrangement, som støtter op om projektet og de syge børn.
Alle involverede parter glæder sig til at præsentere det, som eleverne fra de to 7. klasser har fundet på i den gode sags tjeneste den 13. maj.
Centerforeningen – med ejeren af butikscenteret i ryggen – støtter projektet økonomisk, så selve arrangementet bliver gratis for børnene at deltage i.