Næstved Fjernvarme sænker varmeprisen pr. 1. april 2023:

På grund af stærkt stigende naturgaspriser, udmeldte vi i september 2022 en stor årlig prisstigning på 4.586 kr. for et standardhus på 130 m2, gældende pr. 1. januar 2023. I december 2022 kunne vi konstatere, at gasprisen ikke steg så meget som forventet, hvorfor vi reducerede prisstigningen til 1.456 kr. for et standardhus.

Gasprisen fortsatte med at falde i januar og februar måned 2023. Dertil kommer at vores gasforbrug i denne vinter er under normalen, som vi kan tilskrive en mild vinter og øget leverance af affaldsvarme. Vi tror dog også at kunderne generelt har sparet på energien, som har medvirket til faldet i gasforbruget.

Selvom gasforbruget kun udgør 7% af vores samlede produktion har de store prisstigninger på gasprisen også slået igennem på fjernvarmeprisen. 93% af energien kommer fra affaldsvarme.

El-salget hos vores affaldsvarmeleverandør er ligeledes steget markant i 2022. El-salget indgår i beregningen af affaldsvarmeprisen, hvorfor affaldsvarmeprisen bliver væsentligt lavere end den aconto varmepris vi har betalt for 2022. Denne regulering indregner vi i prisen for 2023.

Sammenlagt betyder det, at vi, pr. 1. april 2023, nedsætter varmeprisen yderligere til 13.923 kr. for et standardhus, hvilket er 10% lavere end prisen der er betalt for perioden januar til marts 2023. Prisen pr. kWh udgør nu 0,543 kr.

”Vi er glade for den udvikling vi har set på energimarkedet hen over vinteren, hvor vi nærmer os et mere normalt prisleje. Energimarkedet er fortsat meget uforudsigeligt, men lige nu glæder vi os over udviklingen og nedsætter varmeprisen med 10%”, udtaler bestyrelsesformand Kristoffer Petersen.

Alle kunder vil sidst i marts modtage et nyt budget for 2023 med ændrede ratebetalinger for resten af året.

 

Foto: ABW