– Med sponsorater får jeg mulighed for at deltage i internationale konkurrencer
Forsvarende danmarksmester som bygningssnedker og gæstedeltager ved dette års DM i Skills Tobias Preilev Hansen er i øjeblikket i fuld gang med at træne op til efterårets EuroSkills 2023. I den forbindelse får han i kraft af sponsorater fra blandt andre KPK Døre og Vinduer mulighed for at dygtiggøre sig og rejse til forskellige lande, hvor han deltager i internationale konkurrencer og lærer om andre håndværkstraditioner.
Fra den 2.-4. februar dyster flere hundrede talentfulde unge i forskellige håndværksdiscipliner til DM i Skills 2023, der i år løber af stablen i Fredericia. En af de discipliner er bygningssnedkerfaget, hvor sidste års vinder, Tobias Preilev Hansen fra Næstved, endnu en gang er med – nu bare som gæstedeltager. Aflyste og forskudte internationale Skills-konkurrencer grundet covid-19 gør nemlig, at han har vundet danmarksmesterskabet i både 2020 og 2022 og dermed allerede på nuværende tidspunkt har kvalificeret sig til EuroSkills, hvor KPK er med på sidelinjen som sponsor hele vejen frem mod konkurrencen.
– Som vinduesproducent ønsker vi at bakke op om det gode håndværk og de talentfulde bygningssnedkere, der er så værdifulde for os og hele branchen. Her er Skills-konkurrencerne med til at profilere fagene både i Danmark og udlandet og anerkende den imponerende indsats, som de talentfulde unge håndværkere yder til konkurrencerne og i hverdagen, lyder det fra brand manager i KPK Døre og Vinduer, Helle Riisager, som fortsætter:
– Vi er derfor glade for at kunne bakke op om Tobias, der allerede har bevist, at han er et helt særligt talent inden for bygningssnedkerfaget. Vi ser frem til at følge ham hele vejen frem til efteråret, hvor EuroSkills løber af stablen, og hepper på ham.
De personlige sponsorater er langt fra et nyt fænomen hos KPK, der igennem en årrække har støttet personligt op om flere bygningssnedkere. I 2017 sponsorerede vinduesproducenten eksempelvis Frederik Riber ved WorldSkills, og i 2018 var det Justian Raahauge til Euroskills. I år er det 21-årige Tobias Preilev Hansen, som får glæde af sponsoratet, der blandt andet har gjort det muligt for ham at rejse til udlandet og deltage i internationale konkurrencer i Belgien, Sydtyskland og Polen.
– Det er super dejligt at blive bakket op af nogen som KPK, der tror på en og er gode til at promovere det solide håndværk. Sponsoratet giver mig mere frihed og flere spændende muligheder, og særligt de internationale konkurrencer i udlandet er noget, jeg sætter stor pris på, fordi de giver lærerige oplevelser og et værdifuldt indblik i andre kulturers håndværkstraditioner og -teknikker, siger Tobias Preilev Hansen, der i øjeblikket arbejder halv tid hos sin tømrermester for at træne op til efterårets europamesterskab.
Udover sin egen træning er Tobias desuden med til at træne to andre snedkere, der i år stiller op til DM i Skills for første gang, og er på den måde med til at give sponsoratet endnu mere værdi ved at udbrede det fremragende kvalitetshåndværk til endnu flere håndværkere i branchen.