Klokken er slået 20.00, og mørket er langsomt ved at falde på udenfor. Men selvom museet for længst er lukket, og de almindelige museumsgæster taget hjem, summer der stadig af liv i glasværkstedet.

Her – omringet af orangerødt skær og en svag summen fra de varme glasovne – kan du komme til eksklusiv vinsmagning med glasset i fokus, når Holmegaard Værk i samarbejde med Danmarks første og eneste ’Master of Wine’, Jonas Tofterup, inviterer til en vinsmagning ud over det sædvanlige.

Til denne smagning vendes det traditionelle vinsmagningskoncept på hovedet. Her handler det ikke udelukkende om, hvad man putter i glasset, men også om glassets betydning for vinoplevelsen. Det er nemlig ikke helt tilfældigt, hvilket glas man vælger for at få det optimale ud af sin vin.

Undervejs vil du derfor blive ledt igennem et nøje udvalgt sortiment af vine, som alle vil blive præsenteret i forskellige glas, så du på egen krop og mund selv kan mærke, smage og sanse forskellen i vinen, når denne serveres i alt fra billige IKEA-glas til standard tulip-glas og vores helt eget unikt designede vinglas, der er blevet til i et samarbejde mellem Jonas Tofterup og glaspuster og hyttemester på Holmegaard Værk, Bjørn Friborg. Glasset er designet i en higen efter at skabe det perfekte glas til en uovertruffen vinoplevelse.

I løbet af aftenen vil du naturligvis også få en demonstration af, hvordan det ser ud, når vinglasset bliver til. Her vil Bjørn Friborg vise sine enestående glaskundskaber frem og forvandle den varme, flydende masse til formbart materiale – lige for øjnene af dig. Et spektakulært særsyn.

Efter arrangementet får alle deltagere sit helt eget signerede og nummererede (1/100) vinglas med hjem – lige til at sætte på kaminhylden og tage frem til særlige stunder. Kan du ikke nøjes med det ene glas, er der mulighed for at tilkøbe og bestille ekstra glas efter arrangementet.

Jonas Tofterup har som den første dansker bestået verdens sværeste vin-eksamen ’Master of Wine’, og har dermed opnået det, som ingen vinkyndig dansker før har gjort. På verdensplan er der kun 409 Master of Wine fordelt på blot 30 lande. Til daglig er Jonas bosat i Spanien, men har i dagens anledning taget den lange vej til Danmark.

Bjørn Friborg er glaspuster og hyttemester på Holmegaard Værk. Han er uddannet fra blandt andet Kosta Glass School og Det Kongelige Akademi for arkitektur, design og konservering. Desuden har han udstillet flere steder i både ind- og udland med sin kunst.

Vin til arrangementet er sponsoreret af SuperBrugsen Fensmark og udvalgt i samarbejde med Jonas Tofterup.

Prisen inkluderer vinsmagning, vinglas og forudgående museumsentré til Holmegaard Værk inden for museets almindelige åbningstid.

Arrangementet afholdes i overensstemmelse med gældende corona-restriktioner. Se sundhedsmyndighedernes anbefalinger her på coronasmitte.dk. I tilfælde af aflysning vil alle billetkøbere blive informeret og få refunderet det fulde beløb på det kort, der i første omgang har betalt.

Praktisk info
Adresse: Holmegaard Værk, Glasværksvej 55, 4684 Holmegaard, Fensmark.
Sted: Glasværkstedet, foran de varme glasovne
Dato og tid: 14. august 2021, 20.00 – 22.00 (døre åbner 19.30).

Foto: ABW