Af Rune Kristensen, formand for den konservative byrådsgruppe i Næstved Kommune
Da Byportalen Dit Næstved spurgte mig om det vigtigste fokus i Næstved i 2022, nævnte jeg vores kernevelfærd og problemstillingen om, at vi kommer til at mangle personale i bl.a. ældreplejen. Jeg skulle holde mig i korthed, og den vigtigste løsning er økonomisk vækst i det private og dermed forøgede skatteindtægter til at finansiere flere lønninger. Men problemet stikker dybere end det.
Sammen med en række medarbejdere i administrationen og byrådskollegaer, deltog jeg den 13. januar i KL’s KØF-arrangement (KommunalØkonomisk Forum), og her var der et nationaløkonomisk indlæg fra professor ved Aarhus Universitet Phillip J.H. Schröder, der kunne fortælle os om udfordringerne i den offentlige sektor ved ikke at have markedsøkonomi og dermed de fordele, som denne skaber for et job- og løndannelsesmarked
Jeg deler til fulde denne analyse. Vores frontmedarbejdere på plejehjem og fx i daginstitutionerne oplever et stort arbejdspres og udfører en vigtig funktion.
Det får ofte folk til at foreslå, at man tilsidesætter de almindelige forhandlingsretlige regler for at forbedre vilkårene. Det er bare ikke altid lige til – se blot på sygeplejerskerne i øjeblikket.
Uanset hvad man mener om strejkende sygeplejesker og denne gruppes løn og personaleforhold, så er der én ting, der er sikkert; højere løn nu og hér til denne ene gruppe af offentligt ansatte løser ikke på langt sigt de grundlæggende problemer, den danske velfærdsstat lider under.
Der er jo masser af andre grupper af offentligt ansatte; SOSU’er, pædagoger, pædagogmedhjælpere, folkeskolelærere, politibetjente, socialrådgivere osv. som alle kunne gå på gaden med samme krav og argumentation som sygeplejerskerne.
Det grundlæggende problem for alle disse grupper af offentligt ansatte er blot, at vores store velfærdsstat har ødelagt deres mulighed for at få en ordentlig vurdering af, hvad deres arbejdsindsats egentlig er værd.
For alle disse grupper gælder nemlig, at den eneste reelle arbejdsgiver, de kan vælge, er den offentlige sektor, dvs. arbejdsgiversiden har monopol på at aftage arbejdskraften, og derfor vil der – i endnu mindre grad end på resten af det gennemregulerede danske arbejdsmarked – ikke være en fornuftig løndannelse. Det offentlige monopol skaber automatisk lav løn for disse grupper.
Det er et problem, som mange offentlige ansatte – i større eller mindre grad – lider under. Den eneste langsigtede løsning for disse faggrupper – og de der ellers er fanget af velfærdsstatens offentlige monopol på arbejdsudbud – er omfattende privatiseringer af arbejdsopgaverne. Kun på den måde har disse grupper af mennesker, som ganske givet leverer en god og samfundsnødvendig service, en reel mulighed for at få dén løn og de vilkår, som de er værd. Et frit marked for deres arbejdsindsats giver med sikkerhed den rigtige løn; og også en løn der vil være højere, end den løn et offentligt monopol tilbyder.
I det gamle kommunistiske Sovjet – eller for den sags skyld andre kommunistiske samfund – kunne man konstatere, at produktmonopolet skabte varemangel og høje priser, og på samme måde kan vi nu konstatere, at et offentligt arbejdsmonopol skaber lav løn og dårlige arbejdsvilkår.
Så lad os få noget mere konkurrence. Det vil også øge både valgfriheden og kvaliteten i sidste ende for borgerne.
