Vi læser noveller (Colorbox)

Fredag den 24. september kl. 15.30-16.15 starter en ny runde med oplæsning af noveller for voksne på Næstved Bibliotek.

Kom og lyt til en god historie, når Næstved Bibliotek inviterer til fredagsoplæsning for voksne tre gange i løbet af efteråret. Tag en pause og oplev, hvor dejligt det er at få læst højt og lytte sammen med andre.

Nu er det heldigvis igen muligt at mødes fysisk, og vi glæder os til at læse og diskutere noveller sammen med jer.

Oplevelser, overraskelser og stof til eftertanke
Selvom noveller er korte fortællinger, kan de give både oplevelser, overraskelser og stof til eftertanke. Du kan vende dine indtryk med de øvrige deltagere og oplæseren eller bare nøjes med at lytte.

Hvad der bliver læst og hvem der læser op afsløres først på dagen. Bare mød op eller sæt dig og lyt med, hvis du alligevel er på biblioteket.

Det er gratis, og tilmelding er ikke nødvendig. Vi byder på en kop kaffe.

Fredage med novelleoplæsning: 24. september, 29. oktober & 3. december.
Kl. 15.30–16.15 på Næstved Bibliotek ved Lille Scene.