50 fællesskaber over hele landet har netop modtaget den gode nyhed om, at de har fået et fysisk mødested i anledning af Realdanias jubilæumsindsats, Vores Sted. Det er anden gang, at Realdania har inviteret fællesskaber og foreninger til at byde ind med gode ideer til at skabe lokale samlingspunkter, og det valgte knap 578 foreninger og fællesskaber over hele landet at gøre.

Et af de 50 fællesskaber, der nu har fået bevilget et mødested er Unge fra JB10.

Idéen er at skabe ”Næstveds StreetMekka”, hvor unge kan prøve kræfter med kultur og iværksætteri. Et hæng-ud-sted for unge, der styrker aktiviteter og fællesskabet på ”Høje Plads” – et lokalt event- og aktivitetssted med streetkultur som omdrejningspunkt. I mødestedet kan de unge udvikle projekter, planlægge events, bygge, opbevare deres gear og blive hængende. I dag mangler de unge et sted, hvor de alle kan samles – også når vejret er dårligt.

Drivkraften bag mødestedet er en gruppe af 30-40 unge kulturskabere mellem 15 til 25 år tilknyttet JB10 – et ungdomsprojekthus drevet af Næstved Ungdomsskole.

Credit: Realdania