PR-foto

I perioden 6.-10. september har Grafisk Værksted, Næstved på ”Holmegaard Værk” besøg af kunstneren Frodo Mikkelsen. I de dage skal han arbejde med grafiske værker i teknikkerne litografi/stentryk og fotogravure (en dybtryksmetode).

Frodo Mikkelsen udrunder af grafitti-kunstmiljøet og har siden udviklet sin stil og sit medie til andre kunstformer, også maleriet.

Han er en efterspurgt kunstner nationalt og internationalt og er således i ”stald” hos flere gallerier herhjemme, i New York samt USA i øvrigt.

For et par år siden flyttede han fra København til Thy, men kommer til stadighed til Sjælland og først og fremmest til Næstved/Holmegaard, hvor han har arbejdet på Grafisk Værksted adskillige gange.

Man er velkommen til at besøge værkstedet og se kunstneren arbejde sammen med billedkunstner og trykker Jan Kiowsky.

Det kan dog godt betale sig, at aftale en tid, da der i sagens natur ikke arbejdes konstant fra morgen til aften. Det kan ske på tlf 61109741.

Det tilhørende GrafikGalleriet er midlertidigt lukket for udstilling, da en højt estimeret udstilling med et bogprojekt samt grafiske arbejder, trykt på værkstedet, med kunstneren Lene Adler Petersen desværre, pludseligt blev udsat til januar/februar – 2022.

Galleriet åbner dog igen først i november med en ny spændende udstilling.

Adressen er Glasværksvej 70, 4684 Holmegaard – vis á vis Glasmuseet og Restaurant Holmegaard.