Månedens kunstner Rikke Bille har fotograferet i mange år. Det er primært naturfotos, men også billeder af mennesker/bygninger m.v.

– Gennem fotografering indfanger jeg alt det smukke, jeg ser og mærker. De store linjer, de skæve kompositioner og farverne, der spiller op mod hinanden. Ofte er det en følelse eller stemning, der opstår i min krop. Og dette afføder en instinktiv lyst til at indfange det med mit kamera. Det er dermed ikke det tekniske eller “ordentlige”, der er det centrale i mine billeder, det er følelsen og det, den kan viderebringe til andre, fortæller Rikke Bille.

Vi lever i en tid, hvor livet går stærkt. Der er hele tiden nye ting at forholde sig til. Og inden vi har afsluttet et område, er vi ofte videre i noget andet.

– Gennem flere år har jeg været bevidst om naturens vidunder og hvad den kan gøre ved os mennesker i en hastig tid. Det er her, der kan skabes ro og her, hvor sanserne bliver skærpet. Jeg har længe haft et ønske om at dele mine oplevelser med andre. Både for at vise, hvad jeg oplever – være et talerør for naturen, men også for at minde om, hvad naturen er og kan, udtaler Rikke Bille.

Plads til stilhed og eftertænksomhed
Med udstillingen ønsker Rikke Bille at give et rum med plads til stilhed og eftertænksomhed. At opleve naturens skønhed – både det rolige og kraftfulde. At vække nysgerrighed. At opleve naturens kreative muligheder og ikke mindst huske os på, hvad naturen kan berige os med!

Udstillingen, som kan ses i bibliotekets åbningstid, er bygget op af en række billeder, der viser naturen fra forskellige områder. Der vil både være billeder, der viser et tydeligt motiv, men også billeder, der har et mere abstrakt, kunstnerisk islæt.

Rikke Bille viser naturens skønhed i sine billeder. Foto: Rikke Bille