Tirsdag den 23. august kl. 18.30-20.30 inviterer Næstved Bibliotek og B-Spis til fællesspisning og litteratur. Her får du en sanselig tilgang til måltidets betydninger i litteraturen.

“B-Spis og Næstved Bibliotek byder velkommen til det andet arrangement i en ny serie af oplevelser. I et nyt samarbejde kan du få smag for både litteratur og kultur i høj kvalitet, når B-Spis åbner dørene og serverer retter, der stimulerer smagsløgene – krydret med lidt kultur til hjernecellerne.

Casper Thrane, Lektor og Ph.d. i dansk, har i en årrække undersøgt sammenhængen mellem smag og erkendelse i litteraturen. Denne aften vil Casper Thrane tage os med på en rejse gennem madens og litteraturens verden, når vi sammen skal smage os frem til måltidets betydning i litteraturen. Vi skal se, om vi kan åbne for nye sider af litteraturen samt skabe en mere nuanceret forståelse af netop forholdet mellem litteratur, virkelighed og mad.”

Program

Aftenen er inddelt i tre heats og vil byde på både spændende indsigter og velsmagende smagsprøver:
1. Måltidet og smagsoplevelsen i virkeligheden og i litteraturen
2. Diskussion – Det bedste litterære måltid
3. Udvalgte smagsprøver fra litteraturen

Menu

B-Spis klargør menuen til aftenens program (der tages forbehold for ændringer)
1. servering: Lille anretning af valnødder, spæde gulerødder, hindbær, havrekerner, æble og vand
2. servering: Østers med et glas cava
3. servering: Fjerkræ med brød og rødvin
4. servering: Madeleine-kager

Man slutter af med en god kop kaffe eller te. Der er mulighed for tilkøb af drikkevarer under måltidet.

Arrangementet finder sted tirsdag den 23. august kl. 18.30-20.30 på B-Spis, Sct. Peders Kirkeplads 9 i Næstved. Køb din billet via Næstved Biblioteks hjemmeside www.naesbib.dk. Pris pr. deltager: 400 kr.

Foto: ABW