Et musiskfællesskab i Næstved har vist, at det at turde tage mikrofonen også kan være et skridt ind i demokratiet. Med en bevilling på 90.000 kroner fra LB Foreningen i Region Sjælland kan De Små Giganter nu videreudvikle deres populære arrangement til et demokratisk træningsrum, hvor deltagelse, dialog og fællesskab er i centrum.
Siden 2024 har De Små Giganter samlet 30-50 deltagere hver måned til arrangementet De Små Giganters Fest under mottoet “Kom som du er – syng som du kan.” Her mødes mennesker på tværs af alder, baggrund og livssituation i et inkluderende fællesskab, hvor alle får mulighed for at komme til orde.
Med støtten fra LB Foreningen skal arrangementet nu udvikles til et endnu stærkere fællesskab med fokus på demokratisk deltagelse og medborgerskab.
“Når et menneske for første gang stiller sig op med en mikrofon og oplever at blive lyttet til med respekt, sker der noget vigtigt. Man mærker, at ens stemme har værdi. Det er den oplevelse, vi ønsker at bygge videre på. Med støtten fra LB Foreningen kan vi styrke de demokratiske elementer i fællesskabet og skabe endnu flere muligheder for, at mennesker får mod på at deltage og bidrage,” siger Heydi Baltzer fra De Små Giganter.
Projektet tager udgangspunkt i, at demokratisk deltagelse ofte begynder i det små: ved at tage ordet, lytte til andre og opleve, at ens perspektiv bliver mødt med respekt. Deltagerne er brugere og bidrager, ud fra deres egne forudsætninger og ressourcer netop den dag de deltager.
Der etableres samtidig en særlig indsats for at støtte førstegangsdeltagere, så flere får mod på at træde frem og blive en aktiv del af fællesskabet.
Hos LB Foreningen ser man projektet som et stærkt eksempel på, hvordan demokrati kan styrkes gennem lokale fællesskaber.
“Demokrati handler ikke kun om valg og politiske institutioner. Det handler også om at opleve, at ens stemme bliver hørt, og at man kan bidrage til et fællesskab. De Små Giganter har skabt et inkluderende rum, hvor mennesker mødes på tværs af forskelligheder. Med projektet styrkes de demokratiske kompetencer i hverdagen, og det er præcis den type lokale initiativer, vi gerne vil støtte i Region Sjælland,” siger Thomas Leen Olsson, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen i Region Sjælland.
Projektet løber over 12 måneder og skal blandt andet styrke deltagernes oplevelse af at have en stemme, øge antallet af førstegangsdeltagere og skabe stærkere lokale netværk. Ambitionen er, at mindst 30 procent af deltagerne i løbet af projektperioden skal være nye deltagere, som får erfaring med aktiv deltagelse i fællesskabet.
Da initiativet bygger videre på et eksisterende og velfungerende arrangement, forventes de nye demokratiske elementer at blive en fast del af foreningens arbejde også efter projektperiodens afslutning.
Sammen med de 90.000 kr. modtager De Små Giganter også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummeret og signeret af kunstneren selv.

















